Dyrlæger: Antibiotikafri produktion kan tage overhånd

Dyrlæger advarer mod at udsætte behandlingen af dyr i en sådan grad, at det kan være brud på dyreværnslovgivningen.

Landmanden Esben Møller Xu fortalte for forrige weekend, at han anser antibiotika for at være til for mennesker, ikke til dyr.

Det har fået dyrlæger til at reagere hos TV Syd, der efterfølgende også har bragt et interview med den økologiske mælkeproducent.

Dyrlæge Aksel Nielsen siger til TV Syd, at landmænd og dyrlæger har pligt til at give antibiotika, når dyrene har brug for det.

”Det står i Dyreværnsloven, at vi skal undgå unødige lidelser og unødige ulemper. Der kan godt opstå situationer, hvor vi anvender antibiotika. Ellers kommer vi i konflikt med Dyreværnsloven – og det er der vel ingen der ønsker,” siger Aksel Nielsen.

Over for Landbrugsavisen.dk siger Carsten Jensen, formand for Dyrlægeforeningen, at han får tilbagemeldinger fra dyrlægepraksisser om, at det er et generelt problem, som dyrlægerne bør have fokus på.

Antibiotikafri produktion

Tendensen med antibiotikafri produktion må ikke tage overhånd, siger formanden.

”Når der er en stor prisforskel, er der et incitament til at udsætte det, inden man behandler dyret for en lidelse, der påkræver antibiotikabehandling. Det må ikke kamme over,” siger Carsten Jensen.

”Hvis forbrugeren efterspørger kød af særlig høj kvalitet, så er det fint, men det må ikke være på bekostning af, at dyret har haft det dårligere,” siger dyrlægeformanden.

Ved antibiotikafri svineproduktion går dyrene uden antibiotika, men hvis dyret behandles for antibiotika registeres det, hvorved dyret sælges som almindeligt svinekød, hvor afregningen falder to kr. pr. kg.

Over for Landbrugsavisen.dk fortalte Esben Møller Xu, at han smertelindrer dyr, hvilket Carsten Jensen siger, kan være udmærket, hvis behandling er udsigtsløs.

”Men hvis grundsynet er, at man ikke behandler, så synes jeg, at man er på vej mod overdrevet,” siger Carsten Jensen.

”Det med bare at lade naturen råde, det er ikke i orden. Man skal behandle syge dyr, så det lider mindst muligt, enten med smertestillende, antibiotika eller få dyret aflivet.”

Antistoffer

Et argument, han møder imod antibiotikabrug, er, at dyret opnår immunitet, så sygdommen ikke senere rammer igen. Men også ved antibiotikabehandling, dannes antistoffer, siger han. Hvis en ko rammes af klovbrandbylder, vil koen ikke blive ramt igen, også selvom det får antibiotika.

”Det er noget, vi hele tiden bliver nødt til at italesætte. Både med at man griber for meget ind nogle steder og for lidt andre steder,” siger Carsten Jensen.

”Vi går ind for ansvarlig og korrekt brug af antibiotika; det vil sige, at man bruger der hvor nødvendigt i rigtig dosis og rigtig tid. Risikoen for antibiotikaresistens er højest, hvis man bruger for lav dosis i for kort tid, da resistente bakterier så får lov at overleve, så det kræver den rigtige viden hos landmand og dyrlægen."

Han siger, at man flere gange årligt oplever landmænd, der dømmes efter dyreværnsloven for ikke at give deres dyr den korrekte sygdomsbehandling. Det kan eksempelvis være en gris eller ko, der kommer i sygeboks eller sygesti og så får lov til at passe sig selv. Disse sager angår dog sjældent infektionssygdomme, der kræver antibiotikabehandling, men lidelser i bevægeapparatet, eksempelvis en halt ko, der burde have været aflivet.

Landmand: Det handler om at forebygge

Esben Møller Xu tror ikke, at han og dyrlægerne nødvendigvis er uenige.

"Vi synes ikke, vi mangler det. Jeg spekulerer ikke over det, at vi mangler det. Vi mener, vi passer vores dyr på forsvarlig vis," siger Esben Møller Xu.

"Vi tager dyr ud og passer dem, så godt vi kan, og hvis det er udsigtsløst, så afliver vi," siger landmanden.

Han understreger, at han ikke fra én dag til en anden er stoppet med at bruge antibiotika, men har haft en strategi om at forebygge sygdom mindske sygdomstrykket.

"Jeg tror, de fleste dyrlæger vil være enige," siger Esben Møller Xu.

"Jeg synes helt klart, at vi skal finde et lavere leje, end vi har nu , for jeg synes, vi har glemt, hvor stor en revolution, det var, da antibiotikaen blev opfundet," siger han.

Faktaboks

DYREVÆRNSLOVENS PARAGRAF 1 OG 2

§ 1. Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.

§ 2. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.