Dyrlæger: Giv hver kalv mindst ét kilo mælketørstof om dagen

Øg mængden og/eller tørstofprocenten til kalvenes mælk, lyder råd fra dyrlæger.

Med faldende temperaturer har kalve brug for mere energi for at klare vejret og samtidig opretholde en fornuftig tilvækst.

Får kalvene ikke allerede nu ét kg mælketørstof om dagen, er det nu, der skal reguleres op, mener Skovbjerg DyrlægeTeam.

I et nyhedsbrev angiver de sydvestjyske dyrlæger nogle regneeksempler, som kan benyttes til at afgøre, om kalvene får tilstrækkeligt med mælketørstof.

  • Får hver kalv seks liter mælk om dagen med en tørstofprocent på 13, får kalvene 0,78 kg mælketørstof pr. dag.
  • Øges tørstofprocenten til 14, vil kalvene få 0,84 kg mælketørstof om dagen.
  • Sættes mælkemængden op til otte liter pr. dag, vil kalvene få 1,04 kg mælketørstof, hvis tørstofprocenten er 13.
  • Er tørstofprocenten 14 får kalvene 1,12 kg mælketørstof dagligt.

Regneeksemplerne viser, at det er fornuftigt at hæve tørstofprocenten, men ofte skal mælkemængden også sættes op, hvis målet om mindst ét kg mælketørstof om dagen skal nås.

På høje tid

Kalvenes øgede energibehov indtræder allerede, når temperaturen falder til under 15 grader. Skovbjerg DyrlægeTeam angiver en tommelfingerregel om, at mælkemængden skal øges med en halv liter, for hver gang temperaturen falder med 10 grader.

Står man overfor at justere på mælkefodringen, bør man også benytte lejligheden til at se på kvaliteten af råmælk og eventuelt mælkeerstatning. Jo mere beskidt mælken er, jo flere bakterier får kalven og jo større risiko er der for diarre.

I forhold til mælkeerstatningen er det vigtigt, at den er af god kvalitet og indholdet er noget kalven, som kalven kan fordøje og dermed udnytte, skriver dyrlægerne.

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.