Efter Arla-møde: LDM retter ind på mælkepris

Ekstraprisen på mælk kommer alle Arlas andelshavere til gode, er Kjartan Poulsen og Arla nu enige om.

Skal de danske mælkeproducenter have særstatus og særbetaling, når Rema1000 og andre butikker lægger ekstrapris på Arlas mælk i køledisken - eller skal de ekstra mælkepenge fordeles til alle Arlas andelshavere?

Spørgsmålet blev hedt fredag eftermiddag, da formand for de danske mælkeproducenter i LDM Kjartan Poulsen pludselig fremkom med et synspunktet om, at de danske mælkeproducenter skulle have eneret på pengene, i P1-programmet P1 Business.

»De danske forbrugeres ekstra penge bør kun komme danske producenter til gode,« lød den korte version af formandens pointe.

Men nu har Kjartan Poulsen - efter et møde med Arlas danske ledelsestop søndag aften - rettet ind.

»Efter at have fået vished for, at merværdien fra de nuværende aftaler med detailkæder i andre lande også går til alle ejerne, har vi fravalgt anbefaling af en national løsning og valgt at støtte den model, som kommer alle tilgode,« udtaler Kjartan Poulsen nu ifølge Arla.

LDM-formanden var ellers langt med et forslag i radioprogrammet om, at de ekstra mælkepenge skulle gå via en model i LDM frem for via mælkeprisen i Arla, sådan at kun danske landmænd fik gavn af forbrugernes ekstrabetaling. Den model er nu droppet.

»Den bedste løsning i Danmark vil være, at pengene går igennem Arla, fordi det er der, mælken går igennem. Det har vi mente hele tiden, Vi skulle bare være sikre på, at de kom den danske landmand lige så meget til gode som de andre,« siger producentformanden nu.

Han afviser samtidig, at der er igangværende forhandlinger omkring en model med Coop, der ellers i udsendelsen lød ganske interesseret i at lave en rent dansk model.

Kjartan Poulsen afviser, at han var for hurtig i sine udmeldinger - eller »falder til patten« på sit forslag.

»Jeg synes ikke, at jeg trækker i land. Vi har bare fået præciseret, hvad det går ud på. Der gik rygter om, at det i andre lande kun kom de nationale landmænd til gode, men sådan er det ikke. De her tiltag har kun været undervejs i 10 dage, og det er ekstremt positivt, at vi kan se, at der efterhånden er kæder med fra alle de store lande. Nu skal vi holde momentum,« mener han.

 

Arla-bosser tilfredse

Fra Arla-side mødte næstformand Jan Toft Nørgaard, den danske landedirektør Tomas Pietrangeli, kommunikationsdirektør Astrid Gade Nielsen og direktør for medlemsservice, Henrik Damholt Jørgensen med LDMs formand Kjartan Poulsen og næstformand Flemming Jørgensen søndag aften.

Jan Toft Nørgaard er godt tilfreds med, at der nu igen er ro på bagsmækken blandt mælkeproducenterne.

»Vi havde en god og konstruktiv dialog. Der var en usikkerhed omkring, hvorvidt der var lavet nationale løsninger i de andre lande og jeg tager på mig, at vi skal være endnu mere tydelige omkring disse initiativer i vores kommunikation,« siger Jan Toft Nørgaard.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.