Ekstra skelet skåner kroppen

Mosegårdens exoskelet kan aflaste malkeren og andre med fysisk arbejde foran kroppen og over hovedhøjde.

Det er egentlig udviklet til samlebåndarbejdere i den tyske bilindustri. Men mon ikke Mosegården har set rigtigt ved at introducere exoskeletter på det danske marked?

Exoskelettet fra den tyske producent Ottobock aflaster arme, skuldre og lænd under fysisk arbejde foran overkroppen og over hovedhøjde ved at støtte armene og jævne belastningen på overkroppen ud.

Exoskelettet tages på ligesom en lille rygsæk med et hoftebærebælte, hvorefter armstøtterne spændes omkring overarmene. Det tager 20 sekunder, og efter et par minutters arbejde glemmer man alt om exoskelettet og nyder de ’ekstra’ armkræfter. Selve exoskelettet tilpasses til kropsstørrelsen, og den støttende funktion kan justeres i styrke.

Bred målgruppe

»Man skal have det på for rigtig at forstå, hvordan det virker og aflaster kroppen. Det kan hænge i madskabsrummet ved siden af kedeldragten og forklædet, og så tager man det hele på ved arbejdstids begyndelse. Jeg tror, der kan blive et konkurrenceparameter, om man tilbyder den slags hjælpeudstyr, når der er meget fysisk arbejde. Under alle omstændigheder kan det være med til at skabe et bedre arbejdsmiljø og forebygge nedslidningsskader«, siger Knud Erik Jensen, indehaver af Mosegården, efter at have iført sig exoskelettet til ære for LandbrugsAvisen.

»Målgruppen til Ottobocks exoskelet er meget stor, for rigtig mange udfører fysisk arbejde foran kroppen eller over hovedhøjde«, supplerer fysioterapeut og hjælpemiddelkonsulent Lars Christensen, LC Mobility, der repræsenterer den danske importør.

Faktaboks

Ottobock exoskeleton:

  • Udviklet af den tyske ortopæd-specialist Ottobock i samarbejde med tyske bilindustri 2012-2017.
  • Beregnet til at aflaste arme og skuldre ved arbejde foran kroppen og over hovedet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.