Engelske mælkebønder får ned til en kr. per liter

De hårdest ramte mælkeproducenter i England skraber bunden prismæssigt

De danske mælkeproducenter har det hårdt. Men for en række engelske mælkeproducenter er situationen helt uoverskuelig for tiden. For nogle er prisen så langt nede, at den nærmer sig en krone. Det fortæller chefrådgiver på mejeriområdet Sian Davies fra National Farmers Union i denne uges LandbrugsAvisen.

»Prisen svinger fra 32 til 15 pence per liter og nogen får så lidt som 10 pence,« forklarer chefrådgiver på mejeriområdet, Sian Davies fra National Farmers Union.

10 pence er med den nuværende pund-kurs 1,06 kr.

Prisen giver selvsagt slet ikke dækning for udgifter, lån og afdrag.

»De dygtige kan producere til 24-26 pence, men for gennemsnittet er det snarere 30 pence,« forklarer Sian Davies. Det svarer til 3 kroner per liter i gennemsnit.

»Milk tarts« betaler prisen

Arla er det største mejeriselskab i England med mellem en fjerdedel og en tredjedel af mælkemængden. Det danskbaserede andelsselskab betaler i august 23,01 pence per liter for såkaldt standardmælk. Det svarer til 2,45 danske kroner.

De mælkeproducenter, der især er ramt af krisen, er de, der står uden mejeriselskab. For nok har de britiske landmænd flere mejerier at vælge imellem, når de skal levere mælk. Men i den nuværende situation med overskydende mælkeproduktion, er der ingen mejeriselskaber, der ønsker at tegne nye kontrakter eller at tage ekstra mælk ind.

Og har man som landmand haft korte kontrakter, kan de være meget svære at genforhandle - eller nytegne - på ordentlige vilkår, påpeger den anerkendte analytiker på mælkeområdet Ian Potter i sit nyhedsbrev.
Mælkeproducenterne, der shopper rundt efter de bedste kontrakter - også kendt under det lidet flatterende udtryk »milk tarts« eller »mælketøjter« er altså de største tabere i den økonomiske situation pt.

0,75 kr per liter

Værst står det dog til for leverandørerne til det mindre, skotske mejeri Graham’s The Familily Dairy. Mejeriet har i en periode arbejdet med A- og B-kvoter for mælken, sådan at de omkring 100 leverandører fik en fuld A-pris for omkring 90 procent af den mælk, de leverede. Resten fik den noget lavere B-pris for det, som mejeriet kalder »overskudsmælk«.

Prisen for august blev meldt ud forleden, og her var der noget af et chok for leverandørerne. For B-prisen blev halveret - fra 15 pence per liter, svarende til 1,60 kr. per liter og så til 7 ppl, nemlig 75 øre per liter.
National Farmers Union har i de kommende uger aftalt flere møder med mejeriselskabet om situationen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.