Etisk Råd: Indfør afgift på oksekød - L&F imod

Det Etiske Råd foreslår at indføre en afgift på oksekød for at nedbringe udledningen af klimagasser.

Næste uge vil Det Etiske Råd komme med en ny anbefaling om at indføre afgifter på oksekød. Målet er at sænke klimaudledningen fra landbruget. Det skriver Mandag Morgen.


Landbrug & Fødevarer mener, at Det Etiske Råd er på gale veje.

"Hvis man vil klimaet det godt, skal man tænke i helt andre baner. Globale udfordringer kræver globale løsninger," siger områdedirektør i Landbrug & Fødevarer, Niels Peter Nørring, i en pressemeddelelse.

I rapporten fra Det Etiske Råd hedder det blandt andet, at 'indførelse af afgifter vil signalere, at det moralske ansvar for at nedbringe udledningen af klimagasser bør løftes af forbrugere i fællesskab.'

Niels Peter Nørring understreger, at Danmark allerede er optaget af at sikre en produktion, der er både klima- og miljømæssig forsvarlig.

"Vi er foran mange andre lande. En klimaafgift vil kræve et kæmpe setup i det offentlige og i fødevareerhvervet, mens effekterne vil være svære at få øje på. Det viste erfaringerne med fedtafgiften," siger Niels Peter Nørring.

Rådets anbefaling fremgår af rapporten 'Etisk forbrug af klimabelastende fødevarer.'

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.