EU’s mælkeproducenter: Fortsat brug for kriseværktøj ved prisfald

Europæiske mælkeproducenter efterlyser EU-indgreb gennem ophørsstøtte eller produktionsbegrænsning for at bremse prisfald på mælk mere effektivt end ved oplagring af mælkepulver.

EU-Kommissionens beslutning om ikke at oplagre mælkepulver i 2018, bliver modtaget med behersket glæde af de europæiske mælkeproducenter i European Milk Board (EMB), hvor blandt andet Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter sidder med omkring bordet.

For selv om lagrene fra 2016-opkøbet fortsat er enorme og trykker prisen på mælk, vil der fortsat være brug for et krisestyringsredskab i EU, når mælkeprisen falder, påpeger EMB i en resolution.

EMB ser primært opkøb og lagring som et velegnet redskab til at udjævne sæsonudsving, men når det gælder decideret overproduktion af mælk med faldende priser til mælkeproducenterne til følge, er der behov for at reducere indvejningen permanent i stedet for blot at opkøbe en del af overskudsproduktionen, påpeger EMB.

Stigende produktion i EU

Netop nu stiger mælkeproduktionen igen i EU, og derfor er der efter EMB’s opfattelse brug for et hurtigt og effektivt værktøj til at sænke mælkeproduktionen.

Det kan ske ved at betale for helt eller delvist frivilligt ophør med mælkeproduktion eller ved at ’låse’ mælkeproduktionen på et bestemt niveau, for eksempel 2017-produktionsniveauet.

Der ses i enkelte EU-lande ansatser til både lokale mejeribårne kvoteordninger, A- og B-priser for mælk samt nationale støtteordninger, og det understreger efter EMB’s opfattelse blot behov for en fælles EU-løsning for at undgå konkurrenceforvridning.

Samtidig opfordrer EMB på det kraftigste til, at de nuværende kæmpelagre af mælkepulver ikke sælges til dumpingpriser, da det vil svække afsætningen yderligere.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.