EU-udvalg: Mælkeproducenter bør forsikre sig mod prisudsving

EU-Parlamentets Landbrugsudvalg mener, at de svingende priser hæmmer mælkeproducenternes mulighed for at investere.

Krisestøtten, hvor mejerier har fået støtte til at oplagre mælkeprodukter, så de tages af markedet for en periode, har ikke været effektiv i den aktuelle krise.

Sådan lyder konklusionen fra EU-Parlamentets Landbrugsudvalg i en ny udtalelse.

Kinas manglende efterspørgsel samt Ruslands boykot mod vestlige fødevarer er aktuelle problemer for mælkeprisen, pointerer den britiske, konservative EU-politiker James Nicholson, der er ordfører på resolutionen.

Men det er en stor udfordring, vurderer Landbrugsudvalget videre i resolutionen, at de kraftigt svingende priser på verdensmarkedet gør det svært for landmænd at investere i øget produktion.

En løsning kan være, at sektoren i gode tider forsikrer sig mod prisudsving, lyder det i resolutionen. Efter kvoternes ophævelse har finanshuse tilbudt, at man kunne gardere sig mod prisudsving. Arla har dog meldt ud, at de ikke benytter sig af disse typer forsikringer, eftersom Arlas mål til altid er at opnå den højest mulige pris for mælken.

EU-Parlamentets Landbrugsudvalg mener endvidere, at EU-Kommissionen bør styrke støtten til landmændene.

Der er kun tale om en ikke-bindende resolution, så mælkebønderne kan ikke forvente øget støtte takket være resolutionen. Men den er et budskab til EU-Kommissionen om, at den bør gøre noget.

Derudover mener de folkevalgte politikere i Bruxelles, at EU bør hjælpe mejerierne med at afsætte deres varer i det store udland, hvor efterspørgslen på mælk ventes at stige med to pct. årligt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.