Eva Kjer: Nemmere at sælge ovnklare dyr fra stalddøren

Det skal være nemmere for lokale småproducenter at sælge deres varer direkte fra stalddøren.

Stalddørspakken skal give bedre muligheder for lokale producenter at sælge direkte til forbrugerne, butikker og restauranter. Det skriver Miljø- og fødevareministeriet i en pressemeddelelse. 

Allerede til sommer kan forbrugere, supermarkeder og restauranter købe frisk fjerkræ uden tarme, kråse og hjerte ved stalddøren. Ind til nu har småproducenter ikke haft mulighed for at sælge fjerkræ uden indvolde.

Ændringen er en del af miljø- og fødevareministerens stalddørspakke, som får positiv betydning for knap 1.000 små stalddørssalg rundt om i landet. 

"Det er godt nyt for alle de producenter, som sælger gode lokale råvarer direkte fra stalddøren. Danmark har været alt for restriktiv i vores implementering af EU-reglerne på området, og det har begrænset danske småproducenters mulighed for at sælge flere fødevarer direkte fra produktionen. De nye regler betyder, at man for eksempel nu vil kunne hente en renset juleand direkte fra den lokale gård," siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen i en pressemeddelelse. 

Stalddørspakken er netop sendt i høring den 1. februar og notificeres efterfølgende i EU. De ændrede regler forventes at træde i kraft til sommer.  

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.