Hvad mon koen står og tænker? Eller grisen? Eller hunden?
Det spørgsmål har formentlig strejfet de fleste, hvis ikke alle, der arbejder med dyr til daglig eller er vant til at have hunden ved siden af sig.
Mange har også haft en oplevelse af kommunikation med dyr, men har måske ikke rigtig vidst, hvordan de skulle håndtere den kommunikation eller om det overhovedet gav mening at tale om kommunikation med dyr.
Det gør det.
Det viser forfatteren og dyreadfærdskonsulenten Winnie Stubkjær Laursens nye udgave af bestselleren De kloge dyr, som udkom første gang i 2014. Winnie Stubkjær Laursens helt centrale budskab er, at dyr er bevidste væsener med bevidste tanker og bevidste følelser, og at dyr konstant kommunikerer.
Kan gøre en forskel
Viden om denne kommunikation og evnen til at forstå den og handle ud fra den, kan gøre forskellen for både ejer og dyrs velfærd og trivsel.
Det viser hun igen og igen på bogens 560 sider med eksempler fra sit eget liv med hesten Shinto, fra sit arbejde som dyreadfærdskonsulent og fra utallige cases og oplevelser med blandt andre konkurrenceryttere på højt niveau.
Bogens mange sider byder derfor på ganske praktisk viden om, hvordan man forstår dyrs reaktioner og ud fra dem får skabt et samarbejde.
Etikken vigtig i stalden
At mange oplever en personligt nyttig og praktisk værdifuld kommunikation med deres dyr, bekræftes også af forskning i dyrs bevidsthed, som på en række punkter kan påvise, at dyrs bevidsthed er større og ’rigere’ end ofte antaget.
Der er med andre ord et indre liv og nogle oplevelser og behov, som kommer til udtryk. Kunsten er naturligvis at tolke disse udtryk og handle hensigtsmæssigt i forhold til dem.
Derfor bruger forfatteren også en del sider på produktionsdyr og vildt. Her er især etikken vigtig for at sikre det gode dyreliv, og her er en række af hendes iagttagelser og overvejelse ganske interessante at læse, også for ejere af produktionsbesætninger.
Det kræver åbenhed
Winnie Stubkjær Laursen gør en del ud af at forklare, at kommunikation med dyr kræver en vis åbenhed og villighed til at forsøge. Hvis tanken afvises på forhånd, vil det næppe lykkes.
Det samme kan på en måde siges om hendes bog, der som nævnt er på 560 sider. Det kræver i sig selv en tålmodig læser. For den interesserede er der imidlertid meget godt at hente på siderne.
En udførlig kilde- og litteraturlisteliste kunne være ønskeligt i næste oplag.
Læs mere
Du kan læse mere om bogen og Winnie Stubkjær Laursen på hjemmesiden www.deklogedyr.dk og facebooksiden De kloge dyr
Kommentarer