
FN's fødevareagentur FAO har nu offentliggjort juliopgørelsen over deres indeks, der kortlægger de globale fødevarepriser.
Resultatet er et beskedent, samlet fald på 0,8 procent, hvilket er første gang i fem måneder, at indekset falder.
Det er primært prisfald for korn og vegetabilske olier, der hiver indekset ned, mens eksempelvis mælk og sukker er lyspunkter.
Samlet er indekset 1,4 procent lavere end samme måned sidste år.
Kornpriserne falder
Indekset for kornpriserne faldt med 5,6 procent i forhold til juni. Niveauet er hele 11 procent under niveauet i juli 2015.
Korn- og majspriserne faldt kraftigt som følge af gode vejrforhold i USA, skriver FAO. For hvede gælder det, at der er store, globale lagre og rigelig med korn ud fra Sortehavsområdet. Rispriserne steg lidt.
Vegetabilske olier i fald
Indekset for vegetabilske olier faldt 2,8 procent i forhold til juni. Det er tredje måned med nedgang. Det er især palmeolien, som følge af gode vejrforhold i Sydøstasien, der hiver priserne ned. Priserne for soja, solsikke og rapsolie faldt en anelse på grund af udmærkede forsyninger.
Mejeripriser i stigning
Mejeriprisernes indeks steg 3,2 procent i forhold til juni. Priserne steg for alle mejeriprodukter, der udgør indekset, især for smør. Dog er indekset på et meget lavt niveau i forhold til sidste år. FAO registrerer, at indvejningen fortsat er øget meget i EU, og at New Zealand og Australien har oplevet god regn, hvilket er godt for udbytterne.
Kødpriserne i stigning
Kødpriserne steg samlet 1,3 procent i forhold til juni. Især svinekødspriserne er vokset, på grund af knappere forsyninger, især i EU. New Zealand og Australien har oplevet fald i produktionen af fåre- og oksekød. Kina og andre asiatiske lande driver opkøbet af kød.
Sukkerpriserne i stigning
Flere måneders stigning i sukkerpriserne er fortsat, denne måned med en procent. En styrkelse af den brasilianske real over for dollaren var med til at drive sukkerpriserne op. Det får lokale sukkerproducenter til afsætte sukkerrør til lokal ethanolproduktion frem for sukkereksport.
Kommentarer