Fødevarestyrelsen stiller skarpt på halthed og klov-sundhed hos malkekøer

I efteråret 2022 gennemfører Fødevarestyrelsen en særlig kontrolkampagne i malkekvægbesætninger, hvor formålet er at forbedre velfærden blandt malkekøerne.

Af Finn Strudsholm, KvægViden.dk

»Køer med lidelser i klove og lemmer vil oftest være udsat for betydelig smerte og lidelse, hvilket påvirker deres velfærd negativt«.

Sådan lyder det i en meddelelse fra Fødevarestyrelsen, som på den baggrund annoncerer en særlig kampagne i malkekvægbesætningerne i efteråret 2022 med fokus på klov- og lemmelidelser.

Udbredt problem

Fødevarestyrelsen har tidligere set nærmere på halthed og klovsundhed i malkekvægbesætninger, og i 2014 blev der givet sanktioner for overtrædelse af dyrevelfærdslovgivningen i 28 procent af de besøgte besætninger.

Især indenfor lovens krav om håndtering af halte køer blev der dengang fundet betydelige mangler i besætningerne.

Fødevarestyrelsen henviser også til en undersøgelse, som Aarhus Universitet lavede i 2012. Den fandt, at 33 procent af 1.340 tilfældigt udvalgte køer fra 42 tilfældige malkekvægbesætninger med løsdrift havde lidelser i kloven eller området omkring kloven.

Styrelsen vurderer derfor, at der er tale om et problemkompleks, der er stærkt udbredt i danske malkekvægbesætninger.

Fokus under besøgene

En vigtig aktivitet i den nye kampagne bliver at kortlægge omfanget af klov- og lemmelidelser i de besøgte besætninger, og så vil styrelsen kontrollere håndtering, behandling og medicinregistrering hos et udvalg af de senest behandlede køer i besætningen.

Endelig bliver det kontrolleret om der er de nødven- dige faciliteter til behandling af klov- og lemmelidelser på ejendommen, og om besætningen har gennemført de lovpligtige regelmæssige klov- eftersyn.

Læs mere om klove og klovsundhed i Magasinet Kvæg, der netop er udkommet.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.