Før du snitter græs: Få overblik over sæsonens slætstrategi
Seges har lanceret et værktøj, der kan bruges i den langsigtede planlægning af slætsæsonen.

Savner du et overblik over, hvordan du skal tilrettelægge en strategi for dine græsslæt i løbet af sæsonen. Hvad sker der, hvis jeg tager et stort slæt første gang, hvordan bliver udbyttet påvirket, og hvordan skal strategien være, hvis jeg vil have et højt indhold af råprotein?
 
Hvis du mangler svar på den type spørgsmål, er Seges´ nye program ”Slætstrategi-værktøjet” måske noget for dig. Programmet, som er udviklet i samarbejde med Aarhus Universitet, blev i sidste uge lagt ud til brugerne på LandbrugsInfo.
 
Slætstrategi-værktøjet kan altså kort sagt vise slættidspunkt og strategiens betydning for udbytte, fordøjelighed af organisk stof og indhold af protein i kløvergræs og vise den sammenhæng, der er mellem slættidspunkt og kvalitetsparametre.

20 års forsøg med slæt

Programmet er udviklet på baggrund af 20 års forsøg med slæt i kløvergræs, og modellen bag værktøjet er baseret på forsøg med græs uden tørkestress og klimanormen.

"Værktøjet benytter klimanormalen, og kan bruges til at vise hvordan den lokale klimanormal gennemsnitligt vil påvirke vækstrate og fordøjelighed af organisk stof og indholdet af råprotein afhængig af den valgte slætstrategi," forklarer specialkonsulent Torben S. Frandsen, Seges

Han understreger, at værktøjet kan bruges i en langsigtet planlægning for sæsonen og ikke må forveksles med slætprognosen, der benytter den aktuelle vejrprognose til at forudsige det optimale tidspunkt for det enkelte slæt.

Seges gør opmærksom på, at vejret oftest vil være anderledes end klimanormen, og derfor vil der ofte være mindre forskelle mellem de beregnede og opnåede værdier.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.