Første landmand skårlægger græs

Frygten for regn og gennemskridning af græsset fik Flemming Mortensen til at slippe slåmaskinen løs på græsmarken.

Græssæsonen anno 2018 skydes i gang netop nu!

I nordjyske Oue mellem Hobro og Hadsund er mælkeproducent Flemming Mortensen netop nu ved at skårlægge 61 hektar græs.

Han satser på fem slæt af top kvalitet, og derfor skal græsset af typen blanding 43 tages nu.

»Sidste år lagde jeg en målsætning med min foderrådgiver om, at hvis der er et godt lag græs 5.-10. maj, skal vi kigge op på himlen og se efter tørvejr. Det er der nu, og derfor falder græsset i disse timer,« fortæller han fra traktoren med skårlæggersættet.

Det hører med til historien, at han efter eget udsagn lavede rigeligt med kvie-ensilage i 2017, og derfor må årets slæt gerne være til den ekstra gode side.

»Hvis vi kan lave fire slæt med en fordøjelighed på 1,00 er vi godt stillet sammen med majsen fra 2017. Og eventuelt kan vi tilsætte lidt af det mindre gode ensilage fra sidste år«, fortæller han.

Flemming Mortensen plejer at høste 10.000 FEN pr. hektar græs, og hans umiddelbare vurdering peger på 3.000 FEN pr. hektar i første slæt.

»Vi skal selvfølgelig ikke lade omkostningerne løbe af sted, men jeg tror at vi økonomisk set kommer længst med det bedst mulige ensilage og dermed den højest mulige selvforsyningsgrad. Det er et godt udgangspunkt, når mælkeprisen svinger så meget, som den gør«, lyder det fra den garvede mælkeproducent, som har 200 årskøer i stalden.

Han slår græsset i dag, river det sammen tirsdag eftermiddag og snitter onsdag morgen.

»Og så skulle nedbøren falde torsdag. Ganske belejligt,« griner han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.