Første slæt gav overraskende godt

Hos Niels Erik Maegaard står afgrøderne fantastisk godt. Kvierne er sendt i hælene på køerne for at få bund i afgræsningsmarkerne.

Vi har ikke målt stakken op. Men umiddelbart vil jeg vurdere, at første slæt gav over normalt udbytte. Det var mere end forventet«, siger Niels Erik Maegaard.

Han tilføjer, at de 45 hektar, der blev skårlagt om tirsdagen, blev gennemblødt af 25 mm regn. De resterende 45 hektar blev skårlagt om torsdagen og fik ikke regn. Solskin og blæst sikrede dog, at samtlige 90 hektar blev snittet tilpas tørt til, at der ikke var saftafløb fra stakken.

Den efterfølgende nedbør har sikret god genvækst i græsset. Også selv om græsset må leve af det gylle, der blev nedfældet i foråret.

Regnen har også sat gang i græsset på de marker, som køerne afgræsser. Faktisk så meget, at der er rigeligt vraggræs. Derfor bliver kvierne sendt ind på markerne, når køerne sendes videre til den næste fold. Det ændrer dog ikke ved, at afgræsningsmarkerne formentlig skal afpudses 2-3 gange i løbet af vækstsæsonen.

God vækst

Regnen har også sat gang i de øvrige afgrøder, som ifølge Niels Erik Maegaard står ualmindelig godt.

»Jeg kan ikke huske, at jeg har haft et bedre kløvergræsudlæg end det, jeg har i byg-ærtehelsæden. Der har været enkelte bladrandbiller. Men slet ikke så mange, at det har været et problem«, siger Niels Erik Maegaard.

Han tilføjer, at bladrandbillerne har været en anelse hårdere ved hestebønnerne, men at det heller ikke har været et problem.

Udfordring her & Nu

  • Radrensning majs: Majsen er striglet tre gange. Når majsen har 5-6 blade, radrenses den. Planen er, at den skal radrenses tre gange.
  • Hestebønner: Hestebønnerne er striglet fem gange. De er bredsået og kan derfor ikke radrenses. Dermed må de nu klare sig selv i forhold til at konkurrere med ukrudt. 

Faktaboks

  • Anita og Niels Erik Maegaard har siden 1998 drevet Toftegaard ved Eskildstrup.
  • Bedriften består af 235 sortbrogede malkekøer plus opdræt samt 309 hektar med majs, rug, hestebønner, vårbyghelsæd, vinterhvede og græs.
  • I 2016 blev markbruget lagt om til økologi. I august 2017 kunne køerne fodres økologisk. I februar 2018 var bedriften fuldt omlagt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.