Fanggitter røg ud, ydelsen gik op

Man skal være opmærksom på de billige tiltag i stalden, som kan hæve ydelsen..

Da Annamarie og Albert Scherphof, Højslev lidt nord for Skive, i 1997 byggede ny stald, kom der, som man nu gjorde, fanggitter ved foderbordet.

I efteråret 2020 blev det fjernet og erstattet af en stålwire, der primært skal forhindre, at køerne hopper ud på foderbordet.

»Det var vores kvægrådgiver, der foreslog, at vi gjorde det«, siger Albert Scherphof.

Fordelene er mange. De har for få ædepladser, men ved at fjerne fanggitteret kan der nu være syv køer, hvor der før var seks. Samtidig syntes de, at køerne tabte for mange øremærker grundet fanggitteret.

»Det koster også noget at bestille nye øremærker, det tager tid, og hvis man får kontrol, og der mangler et øremærke, risikerer man at få træk i støtten«, siger han.

Hævede ydelsen

Det var også for at hæve ydelsen, at fanggitteret måtte vige. Albert Scherphof har ikke præcise tal for, hvad det har betydet for mælkeydelsen, for andre ting er også ændret, men han har da konstateret, at mælkeydelsen ikke er faldet.

»Vi har primært fjernet det, for at de kan komme lettere til foderbordet. Det er især en fordel for dem, der ligger lavt i hierarkiet, som nu får færre tæsk, fordi de nemmere kan smutte væk«, siger han.

I kroner og ører har det kun kostet den tid, det tog at fjerne fanggitteret og sætte stålwiren op.

»Det begrænser sig vist til 1.000-1.500 kr.«, siger han og understreger, at små tiltag, der ikke koster alverden, også kan have positiv indflydelse på ydelsen.

»Hvis man laver tre-fire små tiltag, kan det jo blive til noget«, tilføjer han.

Ulemper

Da de fjernede fanggitteret, blev de advaret om, at køerne kunne hoppe ud på foderbordet.

»Det har vi kun oplevet en gang, og det var en ko, der blev presset af en anden ko i brunst«, konstaterer han.

Fanggitteret tjente tidligere også til at separere køer ud, for eksempel hvis de skulle tilses af dyrlæge. Det sker nu i separationsafdelingen uden for malkestalden, hvor der stadig er fire fangitre.

»Så sorterer vi dem ud i de fanggitre efter malkning«, siger Albert Scherphof, der bestemt mener, at fordelene er større end ulemperne.

Faktaboks

  • Årskøer: 180
  • Ydelse, EKM: 10.700
  • Hektar: Ca. 200 - Majs, græs, korn, roer 
  • Staldtype: Løsdriftsstald 
  • Celletal: 127.000 er de sidste tre måneders gennemsnit 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.