Far og søn bygger ny mio.-stald til fordobling af mælkeproduktionen

Skånske Hans og Christoffer Johansson udvider deres besætning fra 280 til 700 malkekøer. En investering på 40 mio. svenske kroner, svarende til 28,5 mio. danske kroner.

Hans Johansson ejer Vankiva Gård, der ligger lige uden for Hässleholm i Skåne, mens han søn, Christoffer Johansson, er driftsleder. 

På nuværende tidspunkt består deres besætning af 280 Holstein-køer, men i november måned i år vil besætningen være på lidt over 700 malkekøer, hvis nybyggeriet bliver færdiggjort planmæssigt, skriver netavisen Jordbruksaktuellt.se.

En tiårig gammel ide

Christoffer Johansson fortæller til avisen, at idéen til udvidelsen startede for et årti siden.

Først ville de bare udvide den nuværende gamle stald og bygge en ekstra stald ved siden af, men siden hen blev der tænkt i et langt større projekt. 

Driftslederen mener, at det kan lykkedes, fordi han og faderen er gode til deres arbejde, og så tror de på, at folk fortsat vil drikke mælk fra køer i fremtiden. Christoffer Johansson fortæller, at de kun har fået positive tilbagemeldinger på deres store satsning fra lokalområdet. 

En investering på 28,5 mio. danske kroner

Byggeriet til 40 mio. svenske kroner, der svarer til 28,5 mio. danske kroner, tog sin start tilbage i september måned sidste år og ventes færdigt til november i år. 

Byggepladsen på 23.000 m2 kommer til at bestå af en liggestald, malkekarussel, to siloer og gødningsbeholder. Inventaret er fra Dan Egtved, mens DeLaval sørger for systemerne til malkning, gødningsfjernelse og fodring. 

Liggestalden kommer til at være 155 meter lang og 37 m. bred med vejrstyrede gardiner, gødningsskraber, ventilation på tagryggen og tværgående bjælker.

Christoffer Johansson vil ikke have stolper ved foderbord og sengebåse, selvom det munder ud i en dyrere bygningskonstruktion, der er selvbærende med tværgående bjælker. 

Malkekarrusellen kommer til at have 50 pladser og en diameter på 15 meter. Karrusellens byggeomkostninger svarer til ti pct. af den samlede investering, hvilket kunne gøres billigere med andre malkesystemer, men familien på Vankiva Gård synes det er det mest effektive system til deres produktion. 

Stalden er bygget i øst-vestlig retning for at muliggøre placeringen af solceller på taget af liggestalden. 

En landevej var ved at umuliggøre investeringen

Den svenske Transportstyrelse satte en stopper for det første planlagte byggeri, der skulle finde sted på samme grund ved gården. Byggeriet ville nemlig komme til at ligge for tæt på en landevej, der går lige forbi gården. 

Løsningen blev et byggeri på en gammel grusgrav tæt ved skov, ca. 100 meter fra gården. 

Den nye placering følger dog kommende udfordringer med sig, da landevejen og en jernbane med regional togtrafik ligger mellem gården og nybyggeriet. 

Togene kører ca. én gang hver halve time, og der er meget trafik på landevejen. 

Familien Johansson har dog taget højde for de kommende udfordringer i forbindelse med dette, og har derfor også kælvningsbokse med i investeringsplanen. Så behøves køerne ikke at skulle over landevej og jernbaneskinner, når de skal kælve. 

Flytning af dyr kan dog ikke helt undgås, men vil blive begrænset til ca. én gang i ugen. 

Christoffer Johansson og hans far har ikke tænkt sig at stoppe med at udvide efter denne satsning, men har ønske om at udvide endnu mere i fremtiden. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.