Far og søn bygger ny stald: Fra 280 til 700 køer med samme tidsforbrug

En udvidelse fra 280 til 700 Holstein-køer har kostet skånske Hans og Christoffer Johansson mere end 28,5 mio. danske kroner. Far og søn er mere end tilfredse med resultatet.

Hans Johansson ejer Vankiva Gård, der ligger i det nordlige Skåne. Sønnen, Christoffer Johansson, er driftsleder i malkekvægbesætningen. (se alle fire fotos fra bedriften ved at klikke på billedfeltet)

I september 2018 blev det første spadestik taget til nybyggeriet, der udvider malkekvægbesætningen fra 280 til 700 Holstein-køer. 

Indvielsen af det store svenske byggeri løb af stablen tilbage i november med over 500 deltagende gæster. Det skriver den svenske netavis JordbruksAktuellt.

Flowet i besætningen er vigtigt

I marts forventer driftslederen Christoffer Johansson, at det nye staldanlæg kører på fuld kapacitet. 

Det er en forventning hos driftslederen, at tidsforbruget ved malkningen af de kommende 700 malkekøer ikke kommer til at differentiere sig meget fra tidsforbruget ved de daværende 280 køer. 

Den effektive malkning skal opnås via flowet i besætningen, som har haft et stort fokus i tankerne omkring projektet. 

Malkesystemet er leveret af DeLaval og består af en malkekarrusel med 50 pladser.

Én runde i karrusellen tager 15 minutter og køerne har 15-16 sekunder til på- og afstigning. Flowet foregår mod urets retning. 

Der er fire afsnit med liggebåse, hvor der er plads til 150 køer i hvert. Det tager derved 45 minutter at få denne gruppe af køer igennem malkekarrusellen én gang. 

Én malkning af alle lakterende køer estimerer Christoffer Johansson til at ende på et tidsforbrug på omtrent tre timer. 

Køerne bliver malket tre gange om dagen, hvilket også var normen inden byggeriet. 

TIlfredsstillende resultat

Hans og Christoffer Johansson ser tilbage på en vellykket byggeproces, der har resulteret i et gunstigt resultat. 

Christoffer Johansson fortæller, at køerne ser ud til at trives i det nye staldanlæg, hvilket viser sig som en opadgående mælkeydelse. 

Abetong har stået for bygningskonstruktionen, Dan Egtved har leveret inventaret, mens DeLaval har været inde over malke-, gødnings- og fodringssystemet. 

Budgettet til byggeriet var på 40 mio. svenske kroner, svarende til 28,5 mio. danske kroner. VVS, jordarbejdet og installationen af elektricitet endte dog med at blive dyrere end forventet, hvilket gjorde investeringen dyrere end det estimerede budget. 

Der var dog heldigvis plads til de ekstra omkostninger, og banken har været velvillig hele vejen, forklarer Christoffer Johansson. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.