For 23 år siden så Thomas Eriksson sin far liggende bag gården i Blekinge; det var selvmord. Nu står den 44-årige landmand frem, og advarer andre om konsekvenserne af at gemme problemerne væk.
»Det er faktisk ikke særlig farligt at tale med andre om, hvilke problemer man går og kæmper med. Min far havde fået en depression. Det triste er, at vi aldrig fik lov til at hjælpe ham,« siger Thomas Eriksson til det svenske landbrugsmedie ATL.
Thomas Eriksson møder i sit daglige virke som kredsordfører for Arla i Blekinge mange frustrerede landmænd. Det er dem, han ønsker at hjælpe med sin beretning.
Som ung arbejdede han hos Volvo i Olofström. En aften, da han kom hjem fra arbejde, så han straks, at noget var galt. Gårdspladsen var fyldt med politibiler, og han kunne se sin mor knust af sorg. Faren lå død bag gården, hvor det udadtil lignede et fejlslagent indbrudsforsøg.
»Dagene efter faldt brikkerne på plads. Det var ikke en indbrudstyv, der havde dræbt ham. Han havde fået det til at ligne et fejslagent indbrud, fordi selvmord er forbundet med så stor en skam. Min far var en meget stille mand, og han sagde ikke særligt meget, men efterhånden som tiden gik efter hans selvmord, kunne jeg se, at der havde været signaler. Et halvt år inden selvmordet, havde han sagt til mig, at hvis der skete ham noget, skulle jeg love aldrig at fortsætte gårdens mælkeproduktion,« beretter Thomas Eriksson til ATL.
Det er ikke fArligt at tale om problemerne
Familien valgte dog at fortsætte mælkeproduktionen efter farens død, og 13 år senere havde Thomas pludselig tabt sig 15 kg. Det gik op for ham, at han var ved at befinde sig i samme situation som sin far. Han tog derfor sit liv til revision. Han havde ikke talt med andre om farens selvmord, men det begyndte han på.
I dag er han glad for, at han sagde Volvo-jobbet op og blev landmand i stedet. Hans nye livsindstilling har hjulpet.
»Jeg nyder at arbejde ude og have dyr. Det er et fantastisk job,« fortæller Thomas Eriksson til ATL.
Kommentarer