Flaget op - vi skal hylde eleverne på mandag
Ugen På Spidsen: Der er al mulig grund for at give en ekstra klapsalve, når årets kvægelev kåres på mandag på Kvægkongressen, mener ugens klummeskribent på Kvæg Plus.

Jeg glæder mig ret meget til på mandag.

Der er Kvægkongres i Herning og for mig er det altid en god lejlighed til at opsnuse ny viden og ikke mindst møde landmænd og andre interessenter i og omkring kvægbruget. Spændende er det også at høre beretningen fra toppen af L&F, Kvæg samt den næsten altid fyrige debat, som følger efter.

I år er der en særlig ting, som jeg ser frem til: Kåringen af årets kvægelev 2020.

Det er første gang, at titlen og hæderen uddeles, og der er anerkendelse, penge og klapsalver til nr. 1., 2. og 3.

Jeg har fået lov at deltage i udvælgelsen af kandidaterne, og det er et imponerende felt! Og hvor er det fedt for hele branchen, at hele 27 landmænd og/eller landbrugsskoler indstillede en kvægelev!

Brug for ambassadører

Konkurrencen er vigtig, fordi vi skal anerkende og løfte de ambassadører frem, som vil vores erhverv. Uanset om de vælger at gå efter at få egen bedrift, blive virksomhedsleder, fodermester, faglært medarbejder, rådgiver, dyrlæge osv., så har vi brug for dem.

Her er de: 27 kvægelever indstillet til åres elevprisKvæg 17. februar · 13:04

Fra tid til anden er der mange meninger om landbrugselever. Kvaliteten versus lønnen er den hyppigste diskussion, jeg hører.

Jeg vil ikke gå ind i diskussionen her, men blot slå fast, at vi har brug for eleverne. Vi har brug for deres arbejdskraft, nysgerrige spørgsmål og vi har brug for det adrenalinkick det giver, at se dem vokse. Vi har også brug for eleverne - og alle de øvrige medarbejdere for den sags skyld - til at fortælle om vores erhverv udadtil.

Som landmand kan man selv gøre meget for at udbrede kendskab og viden om landbruget, men de ansattes fortælling er mindst lige så vigtig.

Har du ikke allerede meldt dig til Kvægkongressen, så skynd dig at melde dig til. Og tag dine medarbejdere med.

Peter W. Mogensen, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg samt Kvæg Plus

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.