Flere har overnattende turister på gården

Antallet af landbrug, der tilbyder landboturisme er stigende.

Flere og flere landmænd vælger at tilbyde overnatning og bondegårdsferier til turisterne.

Antallet af gårde, der benytter sig af den såkaldte landboturisme har været støt stigende, viser tal fra Danmarks Statistik. 

De seneste tal fra 2013 viser, at 522 landbrug har plads til overnattende feriegæster. Det er 46 flere end i 2007.

Gæster fra Norden og Tyskland

Gæsterne kommer både fra udlandet og Danmark, forklarer sekretariatsleder Silke Lorenzen, Landsforeningen for Landboturisme.
 

Nordjylland får især besøg fra Norge, og Sjælland nyder godt af de svenske turister. Efterhånden får de tyske turister øjenene op for resten af Danmark og ikke kun den jyske vestkyst, siger Silke Lorenzen. 

Derfor har landsforeningen indgået et samarbejde med en tilsvarende tysk forening på hjemmesiden landreise.de, hvor tyskere kan bestille ferier hos medlemmerne af Landsforeningen for Landboturisme.

"Nogle af vores værter har meldt tilbage, at de har fået flere forespørgsler end de plejer og allerede er booket henover sommerferien,” beretter Silke Lorenzen over for Landbrugsavisen.dk. 

En ekstra indkomst
Det er forskelligt, hvilken indtjening der er at hente ved at leje ud til turister, forklarer sekretariatslederen. En gennemsnitlig lejlighed kan lejes for 5.000 kr. om ugen, hertil skal man fratrække moms og driftsomkostninger. 

Ofte er værterne fuldtidslandbrug, hvor eksempelvis konen står for at tage sig af gæsterne. Der er også hobbylandbrug, der tilbyder bondegårdsferie.

Værterne tilbyder ofte ekstra faciliteter, end et sommerhus har, eksempelvis en legeplads, 'mooncars', eller kaniner, der appelerer til børnefamilier. Turisterne har også mulighed for at møde dyrene, og nogle landbrug har "klappedyr" for børnene.

"Det er børnefamilier, der vælger at tage på landet, så man skal finde det, der gør en bedre end sommerhusene," siger hun.

"Man skal selvfølgelig kunne tilbyde lidt ekstra, men det behøver ikke være meget," siger Silke Lorenzen. 

Der er et par landbrug, der kan leve af at tilbyde bondegårdsferier, men planloven begrænser udlejning af ferieboliger til 10 lejligheder pr. gård.

Færre medlemmer

Til trods for stigningen i antallet af værter på landsplan og forventningen om en strøm af turister fra blandt andet Tyskland, oplever Landsforeningen for Landboturisme et fald i antal medlemmer. 

"Der er efterhånden mange andre muligheder for markedsføring, samtidig oplever vi at ferieværter, der har været med siden begyndelsen i ’88 stopper på grund af alderen og måske vælger at sælge gården," forklarer Silke Lorenzen. 

Antallet af ferieværter hos Landsforeningen for Landboturisme er næsten halveret siden 2007 - fra 123 værter tilknyttet Landsforeningen for Landboturisme til 70 værter i år. 
 
Udover markedsføring - eksempelvis via den tyske søsterorganisation - tilbyder foreningen eksempelvis rådgivning til deres medlemmer. Især nystarterne har stor gavn af det, mener sekretariatslederen.
 

"Vi besøger også alle vores feriegårde inden de starter, så vi kan fastholde en vis kvalitet, men ofte har man også mange spørgsmål som nystarter, så er det godt, der kommer nogle erfarne ferieværter og ser stedet," siger Silke Lorenzen.

Bedrifter med andre aktiviteter end landbrug

 200720102013
Landboturisme466475522

Kilde: Danmarks Statistik

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.