Når man i kvægbruget snakker om godt foder eller snarere god ensilage , så er det næsten altid i betydningen letfordøjeligt, så der ikke skal så meget vægt og volumen til at få en foderenhed. Det er logisk nok, for når foderet på den måde er mere koncentreret og fylder mindre, kan dyrene æde og producere mere. Det gælder især malkekvæg.
Jeg besøgte på et tidspunkt et større jordbrug, der også uddanner unge mennesker, altså har skole, og som har folk på kost. De producerer en del kødkvæg og leverer foruden til skolen også til fine restauranter. Driftslederen fortalte kokkene, at kødkvæget fik den dårlige ensilage. Kokkene var rystede – der købte de noget særligt godt kød, og så havde dyrene levet af dårligt foder.
Driftslederen fik forklaret kokkene, at der skam ikke er noget galt med foderet, men at det altså har lavere fordøjelighed end, hvad man for eksempel giver til malkekøer. Det såkaldt dårlige er faktisk det bedste til ammekøerne, der ellers bliver for fede. Han blev så belært om, at han nok ikke skulle kalde det dårligt foder, i hvert fald ikke, hvis de skulle købe det og fortælle en god historie om, at bøfferne på tallerkenen har gået i det fri og har ædt og haft det godt.
Ringe kan være bedst
Det samme sker jo på en malkebedrift. I daglig tale får kvier og goldkøer den ringeste ensilage, for eksempel. Den historie hørte en lille pige i forbindelse med åbent landbrug, og da hun havde forelsket sig i de store brogede dyr med de store kvieøjne, blev hun ked af at høre at de fik dårligt foder. Og det gør de jo heller ikke. De får den tungest fordøjelige ensilage, for det er det bedste for dem.
Man må jo udtrykke sig, som man vil, men det er nok en god ide at tænke over, hvem der lytter med – især hvis man gerne vil sende en god historie med produkterne ud til forbrugerne. De bryder sig ikke om at høre, at nogle dyr får noget, der er dårligt eller ringe.
For godt
Dertil kommer, at foder også kan blive for godt. Normalt skal man gøre sig umage for at få letfordøjelig ensilage. Lige netop i år er det dog gået hen og blevet for meget af det gode. Altså lidt for let fordøjeligt i første slæt nogle steder.
På LandbrugsInfo kan man se, at der i analyser af 1. slæt er dobbelt så meget sukker i som i første slæt sidste år. Det skyldes bl.a. høstbetingelserne, hvor nattekulde fik græsset til at sende sukker op i bladene som frostvæske. Det skyldes også, at mange af vane var tidligt ude for at høste ”god” altså let fordøjelig ensilage, noget man normalt skal gøre sig ekstra umage for at få. Det blev simpelthen for ”godt”. Samtidig er proteinindholdet lavere end sidste år, så udtrykket ”godt” passer nok endnu dårligere.
Det er selvfølgelig ikke en katastrofe, når bare man kender analysen og kan blande det med noget ensilage, der er lidt tungere fordøjeligt fra 2. eller 3. slæt.
Undgå misforståelser
Der kan dog være grund til at revidere udtrykket god ensilage sådan, at der ikke er lighedstegn med let fordøjelighed. Hvad, der er godt, afhænger af, hvem der skal æde det. Og udtrykket dårlig eller ringe ensilage får aftagerne til at tænke på andet end fordøjelighed. Det lyder i kunders ører som mug, lugt og dårlig smag, selv om virkeligheden er, at det ringeste kan være det bedste, hvis man er en ammeko eller en kvie.
I menneskeverdenen ville den brug af ”god” og ”ringe” om fødevarer jo i øvrigt også svare til, at kage er godt foder, mens salat er ringe. Det er ernæringseksperterne i hvert fald ikke enige i.
Frederik Thalbitzer, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg, magasinet Kødkvæg samt Kvæg Plus
Faktaboks
Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.
Relaterede artikler
Kommentarer