Foder med svampegift er lynhurtigt skiftet ud

Blog fra mælkebedriften: Ole Linds crimpede korn viste sig at indeholde mere end 50 gange så meget skimmelsvamp, som anbefales som maksimum i foder til køer. .

Af Ole Lind, mælkeproducent - fortalt til Frederik Thalbitzer

Vi har haft udfordringer med noget af vores foder. Det opdagede jeg, da nogle af køerne hen på sommeren blev mærkelige. De gik rundt som om, de var berusede, og vi kunne se, at mælkeydelsen faldt.

Vi fik øje på grå mugpletter i noget crimpet korn. Det viste sig, at den var helt gal. Det var fuldt af skimmelsvampetoksiner. Normalt må der være 5.000 CFU pr. gram i foder til køer og er der over 20.000 anbefales det, at man ikke bruger det. I vores tilfælde var der 350.000 CFU pr. gram.

Vi tog selvfølgelig hurtigt det crimpede korn fra dyrene. Toxinerne går i leveren på køerne, men nu tre uger efter vi stoppede med at bruge det crimpede korn, kan vi mærke, at mælkeydelsen stiger, så jeg tror giften er ved at være ude af køerne igen.

Vi startede med at lægge det crimpede korn i en silo udendørs under plastik. Vi havde dog problemer med, at der løb regnvand ned foran stakken, hvor vi tog det ud. Dermed rådnede det, og vi skulle grave en masse væk. Derfor besluttede vi at flytte det ind i en silo indendørs. Om problemet med skimmelsvampene er opstået på grund af flytningen af det crimpede korn, er vi ikke klar over, men det kan være en mulighed, da foderet ikke fejlede noget, før end vi flyttede det ind.

Der er 120 ton i alt, så det er da enormt ærgerligt. Jeg kan nok få lov at levere det til biogas, men de vil ikke betale noget for det. Så det ender nok med, at jeg spreder det på marken.

Inden det går så vidt, vil jeg lige tage en analyse til. Én prøve i sådan en stor bunke er for lidt, synes jeg.

Når vi ikke kan have kornet liggende ude, er der ingen ide i at have lave crimpet korn på den måde. I år tager jeg kornet ind på lager og sodabehandler det hele. Heldigvis er det også tørt i år, for jeg har ikke et plantørreri, så det kan godt være lidt bøvlet at få det tørt.

Vi blev færdige med at høste søndag og regner med at være færdige med at få halm ind tirsdag. Det ville dog være rart, hvis vi kunne regne med tørvejr onsdag også.

Kornet har givet godt. Vårbyg 6-6,5 ton, rug cirka 7 ton. Det er selvfølgelig langt mere end sidste års tørkehøst, hvor noget af det kun gav 3,5 ton trods vanding. Vi havde dog masser af halm, og det var jo lige før, at halm sidste år kunne betale for vandingen.

Faktaboks

Ole Lind

  • Mælkeproducent, Nørre Snede, blogger for Kvæg Plus
  • 330 årskøer, Holstein
  • Sengebåse med madrasser
  • Fem malkerobotter, DeLaval, og HerdNavigator
  • Markbrug på ca. 270 hektar; 50 ha majs, 100 ha slætgræs, 75 ha vinterrug, 50 ha vårbyg, græsmarker

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.