Forslag: Lad øko-køerne blive i stalden om dagen

En ændring i økologivejledningen åbner op for, at økologiske køer kan afgræsse aften, nat og morgen fremfor om dagen. Det vil være en god måde at håndtere varmestress på, mener rådgiver.

Økologiske mælkeproducenter har indtil i år skulle overholde et krav om, at køerne skulle afgræsse mindst seks lyse timer i afgræsningsperioden. Men kravet om de lyse timer er bortfaldet i den nye økologivejledning, og det kan være en anledning til at overveje afgræsningsmetoden, mener kvægrådgiver Hans Lund, ØkologiRådgivning Danmark.

- Nu er man mere fritstillet med hensyn til tidspunktet for afgræsning, og det kan man udnytte ved at sende køerne på græs om aftenen, natten og om morgenen, så vidt det er muligt, lyder forslaget fra Hans Lund.

Fra naturens side afgræsser køerne mere i aften- og morgentimerne end midt på dagen, så det taler for en større græsoptagelse ved at afgræsse på disse tidspunkter, fremfører Hans Lund.

Undgå varmestress

Foruden at opnå et større græsoptag kan en omlægning fra dag til aften-, nat- og morgenafgræsning også give en fordel i de varme sommermåneder.

- Mange kostalde er åbne, og der er skygge og koldt vand i vandkarret. Så måske er det ligefrem sundere for koen at være på stald om dagen i den varme periode og så komme ud om natten, mener Hans Lund. Han tilføjer, at køerne slet ikke afgræsser, når det bliver meget varmt.

Vil man ændre tidspunktet for afgræsning, skal det ske over en længere periode. Det bør ikke være noget, man skifter til og fra hele tiden. Et godt bud kunne være at ændre tidspunktet fra maj til midt i august, hvor der oftest er varme dage.

Luk lågen

Hvis køerne skal græsse om natten, skal man tidligere op for at hente dem ind til morgenmalkning.

Man skal også være påpasselig med at fodre staldfoder ud om aftenen og lade porten stå åben, for så vil køerne søge hjem, hvis det bliver dårligt vejr.

Generelt bør man sigte efter, at køerne har en god appetit, når de lukkes ud.

Læs mere om afgræsning i Magasinet Kvæg, der udkommer 12. april.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.