Fremgang på 400.000 kr. for kvægbrug sidste år
Mælkeproducenter fik pæne resultater i 2014, men store udfordringer venter i 2015.

Mælkeproducenterne opnåede sidste år et resultat efter finansiering på 700.000 kr. eller knap 400.000 kr. mere end i 2013. Det viser en analyse af de første 83 regnskabsresultater fra kvægbrug i de tre rådgivningsvirksomheder LMO, LandboSyd og LandboNord.

Fremgangen skyldes især en stærkt stigende mælkeydelse. Den er steget med hele 441 kg til 9.926 kg EKM pr. årsko.

Efter prisfaldet på mælk ventes likviditeten ikke overraskende at komme under pres i 2015. En fremskrivning viser, at resultatet falder med ca. 1,2 mio. kr. til et underskud på tæt ved en halv mio. kr. i 2015.

Selv om investeringerne reduceres til 200.000 kr. mod 1.170.000 kr. i 2014, er der behov for at låne 1,1 mio. kr. i banken for at komme igennem 2015.

Til sammenligning blev der i 2014 afdraget 235.000 kr. på kassekreditten.

En giftig cocktail

»Budgetterne viser, at den gennemsnitlige bedrift får et forhøjet behov for at låne penge i banken for at komme igennem 2015. I kombination med de faldende ejendomspriser er det en giftig cocktail,« siger rådgivnings- og udviklingschef Anders Andersen, LandboSyd.

De tre rådgivningsvirksomheder præsenterer de helt friske regnskabstal på regnskabsmøder i dag og i morgen.

Emneord mælk

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.