Friland-figur i Thises stald: Jeg glæder mig til at arbejde for landmænd igen
Karsten Deibjerg, som i 20 år var leder af Friland Food, er arkitekten bag samarbejdet mellem Thise-leverandører og Coop om salg af økologisk oksekød

»Jeg kunne mærke, at at jeg savnede at arbejde sammen med landmænd. Og det glæder jeg mig til at komme til igen.«

Karsten Deibjerg er et velkendt navn i økologiske landbrugskredse, idet han gennem 20 år frem til 2012 var direktør for landets største selskab for økologisk kød, Friland Food. der ejes af Danish Crown. Og nu dukker Karsten Deibjergs navn op igen - denne gang som det aktive bindeled i aftalen mellem Thise Mejeris medlemmer og Coop om fremtidig leverance af oksekød til Coops butikker.

At han dermed dirigerer flere tusinde kreaturer årligt uden om netop Friland, som han tidligere var leder af, føler Karsen Deibjerg ikke som problematisk på nogen måde.

»En gruppe landmænd har bedt mig om at løse opgaven med at træffe en aftale med Coop, og det er jeg glad for og beæret over. De har brug for hjælp til en del af det praktiske i forbindelse med aftalen, som er ret omfattende og vigtig for dem,« siger Karsten Deibjerg.

Han er i dag direktør og medejer af selskabet Tamaco, som er en international virksomhed inden for handel med kød. Ifølge Karsten Deibjerg skal Tamaco, der har hovedsæde i Hasselager ved Århus, spille rollen som bindeled og »maskinstation« mellem de økologiske kreaturleverandører og Coop. En af de første beslutninger går ud på at træffe aftale med det slagteri, hvor kreaturerne skal slagtes fra den 1. juli 2016. hvor aftalen træder i kraft.

»Det er min vurdering, at Thise-leverandørerne finder aftalen med Coop fornuftig. I hvert fald var der stor begejstring og meget tæt på enstemmig opbakning, da beslutningen blev truffet. Men begge parter skal jo være glade og få gevinst ud af det,« siger Karsten Deibjerg.

»Det handler jo om, hvordan man udnytter slagtekroppens forskellige dele på den bedst mulige måde. Det er Friland rigtig dygtig til allerede. Men jeg tror på, at et tæt samarbejde mellem leverandør, slagteri og forædling - som det, der nu etableres - giver større muligheder end hidtil for at sammensætte et supersortiment af økologisk kød. Det er en unik mulighed, som jeg glæder mig til at se udnyttet.«

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.