Gær får kalve til at vokse

Kalve har bedre foderudnyttelse og tilvækst, når de får tilskud af probiotika, viser nyt forsøg.

Det er ikke kun mennesker, som kan have gavn af kosttilskud med probiotika.

Et nyligt afsluttet forsøg med tyrekalve viser, at kalvene vokser mere og har en bedre foderudnyttelse, når der tilsættes sunde bakterier og gær til både mælkeerstatning og kalveblanding.

I forsøget indgik 120 kalve, hvoraf 60 var i forsøgsgruppen, som fik tilskud af Bovimix, som var en sammensætning af gær og probiotikaen Zoolac.

Kalvene havde samme indgangsvægt ved forsøgsstart, men efter seks ugers fodring havde forsøgskalvene opnået 7,2 pct. højere tilvækst og en foderudnyttelse, som var 7,1 pct. højere end kontrolholdet, som ikke var tildelt Bovimix.

Ifølge Mogens Vestergaard, seniorforsker ved AU Foulums Institut for Husdyrvidenskab - Husdyrernæring og fysiologi, blev der ikke registreret forskel i antallet af sygdomsbehandlinger mellem de to grupper af kalve.

Matcher forventningerne

Den højere tilvækst og foderudnyttelse stemmer godt overens med forventningerne til fodring med gær og probiotika, fortæller Mogens Vestergaard.

Ifølge flere litteraturstudier er der fundet øget tilvækst, større foderindtag, højere foderudnyttelse og en reduceret frekvens af diarré, når småkalve tilskudsfodres med gær og probiotika.

Den anvendte mælkeerstatning med et proteinindhold på 24 pct. og 18,5 pct. fedt blev tilsat to gram Bovimix pr. 135 g mælkeerstatning. I kalveblandingen var der tilsvarende tilsat 600 g gær og 500 g ZooLac pr. ton kalvefoder.

Selv om det synes af meget små mængder, er såvel gær som sunde bakterier særdeles aktive. Det understreges ved, at man fandt 200 gange flere gærceller i tyndtarmen og fire gange flere gærceller i tyktarmen, da man forsøgsvist aflivede 24 ud af de 120 kalve efter tre ugers fodring.

Også til malkekvæg

Med de særdeles interessante forsøgsresultater er næste step at afprøve et nyt probiotika i en malkekvægsbesætning i løbet af 2019-2020.

Her vil man ifølge Mogens Vestergaard undersøge effekten af at tildele gær og probiotika i komælk til kalve 0-4 uger.

»Hvis vi kan genfinde den samme høje tilvækst og foderudnyttelse hos kviekalve, er der ret interessante perspektiver i at tilskudsfodre med probiotika til småkalve«, mener han.

Faktaboks

Sådan gik det til:

  • 120 kalve blev indsat. 60 som kontrol og 60 i forsøg.
  • Indgangsvægt: 55 kg og alder ca. 25 dage.
  • Efter seks uger havde forsøgskalvene taget 41 kg på og kontrolkalvene 38 kg.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.