Gør din foderforsyning klar til ustabil forsyningssikkerhed

Aktuelt er der høje mælkepriser, prisen på indkøbt foder er stigende og forsyningssituationen er ustabil. Det giver anledning til at kigge indad og sætte fokus på, hvad du kan gøre på din bedrift for at holde på pengene og gøre din foderforsyning mere robust. 

Af kvægkonsulent Peter K. Møller, KvægrådgivningDanmark

Er dit mål mere grovfoder i marken og i foderrationen?

Grovfodersæsonen er gået i gang og der skal dagligt tages afgørende beslutninger på markniveau. De gode beslutninger opfulgt af godt håndværk i udførelsen af opgaverne giver et helt andet potentiale. Ved at gå fra at være gennemsnitlig til at være blandt de 25 procent bedste på udbytte, kan man hente +1.000 FEN pr. hektar i både græs og majs (BusinessCheck kvæg 2020). 

Højere udbytter i marken øger selvforsyning på bedriften ved at øge andelen af hjemmedyrket stivelse i form af korn eller kolbemajs og dermed reducere mængden af indkøbt foder. 

Har du sat dig et mål for, hvordan du vil nå +500 FEN pr. hektar i 2022?
   
Kvaliteten af grovfoderet i form af fordøjelighed er helt central for at opnå en høj grovfoderoptagelse hos koen. En fordøjelighed i 1. slæt på 78-80 procent bør være opnåeligt for de fleste og nødvendigt, hvis grovfoderandelen i rationen skal øges. Med en målrettet indsats og gradvis tilvænning kan det godt lade sig gøre at øge grovfoderandelen fra 50 til 60 procent uden at det koster på ydelsen, men det kræver en gradvis tilvænning over længere tid med ombytning af 0,1-0,2 kg tørstof pr. gang for at undgå nedgang i energioptagelse og dermed ydelse. 

Hvor meget grovfoder kan dine køer æde?

Mange beslutninger er truffet via valg af græsblandinger, men der er stadigvæk meget, der kan påvirkes. En bevidst slæt strategi i græsmarken med fokus på fordøjelighed og proteinudbytte giver ekstra god mening når foderpriserne er høje. I gerningsøjeblikket er tidspunktet for skårlægning, perioden med fortørring og fokus på indlægning i silo centralt, så græsset har den helt rigtige kvalitet. Foderanalyser fra 2021 viser, at langt fra alle når i mål med en ønsket tørstofprocent på 32-35 procent tørstof. Det er det niveau, der sikrer den bedste ensileringsproces, stabil ensilage og bevarelse af en høj proteinværdi i den færdige ensilage. 

Hvilke mål har du for din grovfoderkvalitet 2022?    
 
     
Figur 1 tørstof procent på 1. slæt kløvergræs ensilage 2021, Landbrugsinfo

 


Figur 2 Fordøjelighed af organiskstof i 1. slæt kløvergræsensilage 2021, Landbrugsinfo


Bliver foderet til mælk?

Målet med foderindsatsen er mælk i tanken, men desværre ser vi tit at der allerede inden foderbordet er et væsentligt svind i stakken, som følge af forkert udtagningsteknik og generel dårlig stakmanagement. Giv dig selv og dine medarbejdere en udfordring i at reducere svindet gennem løbende dialog om hvordan I udfører opgaven.  

En høj udnyttelsen af foderet kræver at det grundlæggende arbejde med blanding af foder er præcist uden variationer fra dag til dag. Følg tæt op på blandekvalitet ved vurdering direkte på foderbordet hverdag. Mange har mulighed for automatisk daglig opfølgning på energiudnyttelse og restbeløb via DMS og automatiske data fra foderblander og ellers er indberetning af en manuel foderregistrering let at foretage så der hurtigt kan gribes ind og justeres i tide.

Figur 3 Udvikling i foderkontroller DMS (Dagsniveau) 

Faglig udfordring og noget du kan påvirke

Som det fremgår, er der mange ting du kan påvirke og dermed skabe bedre resultater. Det kan være med til at give ro og motivation i en verden, der er meget turbulent. Der er ingen nemme løsninger, men ved at arbejde bevidst og målrettet er sandsynligheden for at komme i den rigtige retning større. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.