Gammel dom beskytter mindre landbrug mod fagforeninger

Dom fra arbejdsretten i 1993 giver beskyttelse til landbrug med få ansatte.

For tiden fører 3F konflikt mod Danmarks største mælkeproducent. I den forbindelse har 3F meldt ud, at de ikke går efter at få overenskomst med små landbrug med få ansatte, men i stedet efter store landbrug.

Selvom det kunne lyde som en frivillig beslutning, så bunder den blandt andet i en sag fra 1993, hvor SiD, der siden blev en del af 3F, i Arbejdsretten blev dømt for at have ført en ulovlig konflikt mod en landmand, der kun havde en ansat.

Konflikt kræver styrke

Ifølge arbejdsretsjurist Natalie Videbæk Munkholm fra Aarhus Universitet er det ikke umuligt for 3F at føre en lovlig konflikt mod små landmænd, men tit er det ikke kampen værd.

»Der var en særlig tradition i landbruget for kun at have ganske få medhjælpere, og at de var ansatte på midlertidige kontrakter. Det er en betingelse for lovligheden af enhver konflikt, at organisationens interesse i at få overenskomst har en vis styrke. I afgørelsen fra 1993 vurderede Arbejdsretten, at SiD’s interesse ikke havde den nødvendige styrke på den pågældende landbrugsvirksomhed. Siden er der sket en stor udvikling i de danske landbrug henimod, at gårdene er blevet virksomheder og ikke længere hovedsageligt er familiebrug. Vurderingen vil blive foretaget igen, og når landbrugsvirksomheden har flere ansatte, er det lettere at dokumentere at organisationens interesse i at få overenskomst er til stede,« siger Natalie Videbæk Munkholm.

En anden begrænsning for om en konflikt er lovlig, er om det samlede pres på virksomheden medfører, at den bliver reel lukningstruet. Målet er forhandling, og det er en del af den danske model, at pres fra en konflikt skal kunne mærkes.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.