
Når det engang bliver tid at slå græs til første slæt, bør man overveje at lade noget af græsset ligge og bearbejde det til hø.
Sådan lyder rådet fra agronom Lene Eriksen, Skovbjerg Dyrlægerne, i dyrlægeklinikkens seneste nyhedsbrev.
Lene Eriksen peger på, at danske forsøg tidligere har vist, at småkalve foretrækker grønt, bladrigt hø med et højt sukkerindhold, høj fordøjelighed og høj foderværdi. Det er præcis den kvalitet, som mange ønsker sig i første slæt græsensilage.
Denne hø-type egner sig langt bedre til småkalve end hø, der er lavet på naturarealer, hvor græsset er taget på et sent udviklingstrin og er stiv og støvet. Det giver ikke ædelyst hos kalve, påpeger Lene Eriksen.
Kalve, der får hø af en særlig høj kvalitet, vil oftest æde mere hø og det vil reducere optaget af kraftfoder. Men det påvirker ikke kalvenes tilvækst, er Lene Eriksens erfaring. Godt grovfoder er med til at fremme den fysiske udvikling af såvel muskulaturen som papillerne i vommen.
Ifølge Arlagården skal kalve også tildeles grovfoder, fra de er 14 dage gamle.
Ko-ration eller majsensilage er nemt tilgængeligt og ofte anvendt som grovfoder til kalve. Men i følge nyhedsbrevet viser et cafeteria-forsøg, at kalve foretrækker tørt hø eller wraphø fremfor surt ko-ensilage med lavt pH. Endvidere har fravær af hø til kalve vist, at kalve slikker dobbelt så meget på inventaret, hvis de ikke har adgang til strukturfoder.
For at opnå en høj optagelse af strukturfoder er det vigtigt, at kalvene har adgang til frisk, rent vand.
Relaterede artikler
Kommentarer