Græsset svigter nu - vær klar med mere vinterfoder

Græsvæksten er nu nede under 10 FEN pr. dag.

Hvis afgræsset græs har udgjort en del af køernes foderplan er det i de kommende dage, at fodermidlet kan forsvinde ud af foderplanen for i år.

Det skriver ØkologiRådgivning Danmark i sit nyhedsbrev til de landmænd, som deltager i konceptet Eliteafgræsning.

Græsvæksten er nu nede på eller under 10 FEN pr. hektar pr. dag og med omskiftelig vejr, går græssets vækst snart i stå, melder rådgiverne.

Er man ikke klar med supplerende staldfoder, kan den manglende græsvækst medføre en lavere mælkemængde.

Det græs, som stadig står på marken, kan forventes at have et energiindhold på ca. 6,25 MJ pr. kg tørstof. Mængden af protein vil ligge omkring 250 gram pr. kg tørstof og sukkerindholdet omkring 50 gram pr. kg tørstof. Hvis der kommer nattefrost, vil sukkerindholdet dog stige. Det kan gavne ædelysten, noterer rådgiverne.

Ifølge ØkologiRådgivning Danmark har nogle landmænd stadig held til, at køerne henter 10 kg tørstof frisk græs om dagen.

Når græsvæksten går helt i stå, anbefales det at lukke de ældste kvier på afgræsningsmarkerne, så mængden af overvintrende græs ikke er for stor.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.