Grib muligheden: Det har aldrig været vigtigere at åbne stalddøren for forbrugerne

Landbruget får på puklen i flere kredse og medier. Derfor er det vigtigt, at landmændene åbner dørene ved eksempelvis Åbent Landbrug, så forbrugerne kan se den virkelige virkelighed, mener ugens klummeskribent på Kvæg Plus.

Går du med en drøm om på et eller andet tidspunkt at åbne dørene til din bedrift eksempelvis i forbindelse med Åbent Landbrug, så er det nu, du skal melde dig til. Det har nemlig aldrig været mere vigtigt end nu at vise landbruget frem til de, som gerne vil se det.

Visse politikere, meningsdannere, organisationer og medier gør for tiden deres til hver evig eneste dag at nedgøre dansk landbrug. Det er træls at høre på og jeg forstår godt, hvis nogle landmænd tænker, at nu må det simpelthen være nok. Ligeså forstår jeg de, som ikke gider høre efter, fordi afsenderen kun vil monolog. Ikke dialog.

Det går for vidt at påstå, at ingen kan lide landbruget. Ligeså fejlagtigt er det at påstå, at alle kan lide landbruget. Sandheden er nærmere, at der er to modpoler og så en stor mellemgruppe, som har det fint med landbruget og fødevarerne uden ligefrem at elske det.

vis frem!

Vi har så umådelig meget brug for at vise, hvad vi gør og hvorfor vi gør det. Der er ikke længere en landmand i den nærmeste slægt i alle familier og virkeligheden får ikke altid sin fulde plads i et hæsblæsende mediebillede.

Derfor er det bedste landbruget kan gøre at vise virkeligheden frem. Vi skal åbne dørene til stalde og maskinhuse og fortælle om driften, imens forbrugerne går en tur over marken.

Det kræver selvfølgelig forberedelse at lukke dørene op, og det kræver ekstra ressourcer på dagen. Nogle landmænd siger med et glimt i øjet, at et åbent-hus arrangement er en kærkommen lejlighed til at bese bedriften lidt på afstand og få vasket og ryddet op i de hjørner, man ellers bare ville gå forbi.

De samme landmænd siger også, at de ikke har fortrudt, at de har vist bedrifterne frem. Selvom man som mælkeproducent leverer flere millioner kg mælk om året, så har mange stadigvæk en interesse i at møde dem, som i sidste ende køber det, der skabes på gården. Det giver også stof til eftertanke og reflektion, når man stilles spørgsmål om bedriften, dyrene og markerne, som man ikke selv kan komme i tanke om, fordi man er vant til at være i miljøet. Disse spørgsmål er givtige for landbrugets og landmændenes fortsatte udvikling.

Hvad tænker du? 

Giv gerne din kommentar herunder.

Peter W. Mogensen, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg, magasinet Kødkvæg samt Kvæg Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Frederik Thalbitzer, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.