Har du set ødem overraskende steder på koen - det skal du gøre

For at få undersøgt, hvad det er, man slås med på sin bedrift, skal der tages blodprøve af mistænkte dyr.

Af Michael Mortensen, kvægrådgiver, LandboNord

Hen over sommeren har flere landmænd oplevet og set ødem i bagben og patter på deres køer og kvier. Der er set forskellige niveauer af ødem, dog viser dyrene store symptomer på smerter og forhøjet temperatur, og de har svært ved at rejse sig fra lejet på grund af store smerter.

Det er meget forskelligt, hvor mange dyr der bliver ramt af dette fra besætning til besætning, men problemet er især set de to sidste somre og sker ofte hen over sensommeren og efteråret.

Sygdommen bliver spredt af en stikflue ved navn stomoxys calcitrans, som bærer bakterier, der angriber de røde blodlegemer og ødelægger dem over tid. Hvis et dyr mister blodlegemer nok, kan det i værste fald udvikle blodmangel.

For at få undersøgt, hvad det er, man slås med på sin bedrift, skal der tages blodprøve af mistænkte dyr og sendes til DTU veterinærinstituttet, som vil finde sygdommen.

Stikfluen flyver ofte hen over dyrets ryg, hvor den også bider koen. Det tager ca. 2-5 minutter for den at fylde sig med blod.

Uro og løben frem og tilbage

Selve bidet gør ondt på koen, og man er ikke i tvivl om, hvis man slås med denne type fluer frem for vores normale fluer, da der vil være meget uro og løben frem og tilbage i stalden.

Fluens larver lever og udvikles i gødningen, og som udgangspunkt er der ingen forskel på om køerne går ude eller ind, da de jo har nemt ved at flyve ind i de åbne stalde, som ses i Danmark i dag.

For at forbygge mod denne flue skal man så vidt muligt holde sine arealer rent for møg og gødning og forbygge, som vi normalt gør mod fluelarver.

Så hvis der bliver set ødem andre steder på vores dyr, end vi normalt ser, kan det godt være denne flue der er skyld i problemet.

Vi skal reagere på det, da det har kostet 1-2 kg EKM pr. ko på de besætninger, der har været hårdest ramt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.