Hold øje med tidlige tegn på sur vom 

Sur vom kan påvirke koens mælkeydelse og reproduktion, så det er vigtigt at fange den tidligt

Der er meget at vinde ved at tage en sur vom i opløbet - helst inden koen viser tegn på sygdommen. Subklinisk vomacidose (SARA) er når koen har sur vom, men endnu ikke viser kliniske tegn på det. SARA påvirker især den højt ydende ko i starten eller midten af laktationen, skriver Dairy Global.

Flygtige fedtsyre (VFA) er den primære energikilde for drøvtyggere, som bliver dannet og absorberet i vommen. Når der er mange VFA’er i vommen, falder pH’en, som påvirker vommens evne til at nedbryde foderet og absorbere næringsstoffer. 

For at forebygge SARA er det en god idé at fodre med TMR, hvor man er sikker på forholdet mellem grovfoder og kraftfoder samtidig med, at det er blandet, så koen ikke kan sortere i foderet. Køer på græs har en større risiko for at udvikle SARA. 

Metoder til at opdage SARA tidligt  

Ratio mellem eddikesyre og propionsyre

Jo lavere eddikesyre:propionsyre forholdet er i vommen, jo større risiko er der for, at pH’en i vommen falder til under 6. Man kan altså undersøge andelen af eddikesyre og propionsyre i vommen, og på den måde få en idé om koen har SARA. 

Nedgang i mælkefedt

Mælkefedtet falder hurtigt når koen udvikler sur vom. Det betyder at daglig overvågning af mælkefedtet fra malkningen, kan viser om koen er begyndt at få sur vom. 

Koens adfærd

Ved at kigge på den enkelte kos opførsel kan man få en idé om den har sur vom. Der sker en ændring i ædeadfærd og den æder mindre. Koen kan få mild diarre med gullig og skummende fæces med hele kerner i. 

Derudover kan der ses et øget celletal i mælken, og der er risiko for at koen udvikler forskellige lemmelidelser, og bliver halt. 

Besætningsdata 

Man kan få en fornemmelse af, om SARA er et generelt problem i ens besætning ved at kigge på forskellige data. Hvis man har mange problemer med kroniske haltheder og har en lav reproduktion effektivitet, kan det være et tegn på at man har et besætningsproblem med sur vom. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.