Holstein: Der skal kæmpes for interessen for avl

Danske kvægbrugere skal fortsat finde det attraktivt og spændende at lave avlsarbejde, når kvægavlsforeningen vil fusionere, mener raceformand.

Hver eneste dag året rundt er der to nye holsteinkøer, som runder en livsproduktion på 100.000 kg EKM. Disse flotte præstationer er produktet af arv og miljø: landmandens dygtighed og avlsarbejdet gennem generationer.

Sådan lød det bl.a. fra Kristian Nielsen, formand for Dansk Holstein, da han fredag aflagde beretning ved raceforeningens årsmøde i Randers.

Ud over at fremhæve holsteinracens flotte udvikling for livsydelse lagde Kristian Nielsen også vægt på betydningen af avlsarbejdet. Raceformanden lagde nemlig ikke skjul på, at det kan blive en udfordring at fastholde interessen for avl, når VikingGenetics ventes at fusionere med franske Evolution og tyske Masterrind for at blive til selskabet Arcowin.

»Den nærhed, vi har været vant til, bliver sværere at bevare, når organisationen bliver større. Man kan godt frygte, at man som dansk kvægavler kan tænke, at ens arbejde er mindre vigtigt, fordi der nu er så mange andre med i samarbejdet«, lød det fra Kristian Nielsen.

Chefkonsulent for Dansk Holstein, Torben Lund, pegede på, at man med Arcowin opnår et bredere rekrutteringsgrundlag ved opkøb af tyre. Samtidig bliver der flere at dele udgifterne med, når nye avlsmetoder skal udvikles og udnyttes.

»Men vi har en frygt for, at afstanden mellem brugere og beslutningstagere bliver for stor. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat engagerer os og ikke overlader beslutningerne til nogle ganske få«, sagde han.

Torben Lund pegede på, at Avlsforeningen Dansk Holstein har et avlsforum bestående af 60-70 aktive landmænd, som kan debattere alt omkring holsteinkoen uden at være bundet af særlige kommercielle og økonomiske interesser.

Mere vægt på sundhed

Klima fyldte ikke overraskende også en del af beretningen, hvor formand og chefkonsulent lagde op til en debat om, at der skal ændres på avlsmålet, så holdbarhed og sundhed får lov at fylde mere.

Fodereffektivitet skal også fylde mere, ligesom pollethed også har opmærksomhed, selv om det måske ikke har en reel økonomisk værdi.

For den enkelte kvægbruger giver det god økonomi og en lavere klimabelastning at øge holdbarheden på køerne, så man kan nøjes med færre stk. opdræt.

»Det er flot, at vi har så mange køer over 100.000 kg livsydelse. Men det er på kg EKM pr. levedag, det virkelig batter rent økonomisk. Her er holsteinracen gået frem fra 14,8 kg EKM i 2015 til 18 kg EKM pr. levedag i år«, sagde Kristian Nielsen.

Ked af krydsningssnak

I beretningen kom formand Kristian Nielsen også ind på racernes påståede ligeværdighed og eksemplerne på, at nogle vælger at krydse frem for at fastholde holsteinkoen.

Ifølge Kristian Nielsen er holsteinkøerne blevet større, og det kan være en udfordring i nogle stalde. Det kan løses med krydsningsavl, men en anden vej er aktivt at avle efter mindre holsteinkøer.

»Der findes over 30 tyre med et NTM på +25, som alle ligger under indeks 100 i størrelse. Man behøver ikke vende racen ryggen for at få køerne til at passe i båsene«, sagde Kristian Nielsen.

Faktaboks

Holsteinracens præstationer

  • Livsydelse pr. levedag er øget fra 14,8 kg EKM i 2015 til 18 kg EKM i 2021.
  • Opnår et dagligt restbeløb på 44,1 kr. pr. dag pr. ko. Tilsvarende opnår jersey 42,8 og RDM 42,5.
  • Der bruges færre doser holsteinsæd, bl.a. fordi flere kombinerer brug af kønssorteret sæd og kødkvægssæd.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.