Hvem blinker først: Arla eller producentforeningen?

Der udspiller sig en duel i dansk mælkeproduktion lige for tiden.

LDM (Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, red.) har som i en anden scene fra en westernfilm kaldt Arla til duel.

Duellen er en udløber af LDM’s forespørgsel til Arla om at fremlægge en komplet oversigt over de tillæg, som mejeriet udbetaler til sine andelshavere. Og med Arlas indtil videre tavse position har LDM hænderne ganske tæt på revolveren.

Før jul bekendtgjorde formand Kjartan Poulsen, at LDM agter at gå til domstolene, hvis ikke Arla bliver transparent og åben om sine afregningsmodeller. Det afgørende skud lader dog vente på sig.

Lige muligheder for alle

Når LDM har blikket rettet mod Arlas afregning skyldes det ifølge foreningen, at flere medlemmer er blevet udelukket fra at levere til forskellige ordninger pga. bedrifternes geografiske placering. Og den slags forskelsbehandling går ikke i et andelsselskab, mener LDM.

LDM mener, at alle skal have lige rettigheder og muligheder. Også hvis det betyder, at kendte tillæg for eksempelvis non-GM mælk må beskæres, fordi flere leverandører melder sig til.

Måske er det netop derfor, at LDM endnu vægrer sig ved at løsne skud. Selv med en del af medlemsskaren, som er utilfreds over at blive forskelsbehandlet, vil der sandsynligvis også være medlemmer, for hvem det er en god forretning at levere til ordningerne, som de er i dag. Vil de støtte foreningen, hvis denne går efter at barbere de økonomiske muligheder ned?

Hvorfor er Arla tavs?

Hvad Arla mener om sagen, og hvor de står i duellen, ved vi intet om. Strategien synes at være tavshed.

I sidste uges udgave af LandbrugsAvisen bød Arlas andelshaver-kollega Danish Crown ellers ind på emnet, da formand Erik Bredholt udtalte, at ’vores prisliste er åben, og det handicapper os et eller andet sted. Men det har vi valgt, fordi vi ikke kan have individuelle aftaler’.

Om en åben prisliste også vil handicappe Arla afhænger formentlig af, hvilket andelshaverland man kigger på. I Danmark er der reelt set ikke andre muligheder end Arla, og her vil mælkeproducenterne næppe kunne shoppe over til en privat konkurrent. I andre lande, med flere aktører, er scenen en helt anden.

Ser man med danske briller på sagens kerne, kan man finde argumenter for, at Arla vælger, hvor de vil hente en given mælketype fra. Eksempelvis må man antage, at transportomkostningerne på en liter drikkemælk til det store marked i København er mindst, hvis mælken er produceret så tæt på storbyen som muligt.

Hermed kan den samlede andelshaverkreds spille hinanden bedre forhåbentlig til gavn for den fælles basispris.

Spørgsmålet er blot om den betragtning holder og kan vinde accept i et andelsselskab?

De kommende måneder vil formentlig afsløre, om vi får duft af fredsrøg eller affyret pistol.

Peter W. Mogensen, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg samt Kvæg Plus.