Hver anden bruger for meget protein

Højst 17 procent. Seges sætter nyt mål for indholdet af råprotein i kvægfoder.

Ammoniak er en udfordring i kvægbruget, og EU har fået øje på, at Danmark er langt fra sit mål om at reducere ammoniakudledningen. Sådan lød det fra Ida Storm, sektordirektør for kvæg på Seges ved fodringsseminaret i Herning Kongrescenter onsdag.

En af vejene til at reducere ammoniakudledningen er at mindske proteinindholdet i kvægfoder.

»Vi har en udfordring. Stigende mælkeproduktion og stigende ydelse giver stigende ammoniakudledning, og det må vi tage fat på«, siger hun.

Proteinindhold

Ifølge Ida Storm er ammoniakudledningen afhængig af proteinindholdet i kvægfoderet. Forsøg viser, at 16 procent protein i foderet er lige så godt som 18 procent. Man kan sænke indholdet til 16 procent uden, at det går ud over mælkeydelsen – i hvert fald i gennemsnitsbesætninger. I besætninger med høj ydelse er der nogen usikkerhed om hvor vidt, at det gælder.

»Vi har en klar anbefaling om, at man fodrer med mindre end 17 procent, og det går ikke ud over økonomien, måske tværtimod«, siger Ida Storm.

Statistikken viser, at hver anden i dag fodrer med mere end 17 procent protein og ret mange over 18 procent.

17 procent svarer til 170 gram protein pr. kg tørstof.

Svært i praksis

Jytte Kurzmann Olesen, kvægrådgiver hos Vestjysk, peger på, at det ikke er nok at fokusere på en bestemt proteinprocent som i gamle dage. Det er også vigtigt at nå den rette aminosyrebalance og proteinbalance i vommen (aat og pbv).

»Man kan godt have en proteinprocent på 17 uden at have aminosyrer nok, og jo mere græsprotein man har, jo sværere er det at nå det rigtige niveau for aat og pbv«, siger hun.

EU’s højeste mål

Forslaget om et proteinloft kom fra Aarhus Universitet for nyligt efter at Miljø- og Fødevareministeriet havde bedt om forslag til at reducere ammoniakudledningen. Danmark forpligtede sig i 2012 til at reducere ammoniakudledningen med 24 procent i 2020 sammenlignet med 2005. Danmark har p.t. nået 17 procent reduktion.

Målet blev meldt ind til EU under miljøminsiter Ida Auken, dengang SF, og er fire gange så højt som gennemsnittet. Intet andet EU-land har lige så ambitiøse mål om at reducere ammoniakudledningen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.