Indret et brusebad til køerne i varmen

Der er flere tiltag, der kan gøres for at reducere køernes varmestress.

Af Niels Vitus Hampholt, bygningsrådgiver, LMO Kvæg

En meget varm maj har fået fokus på varmestress ved køerne, og undersøgelser viser, at køerne bliver påvirket allerede fra 20 grader Celsius.

 Jo højere ydelse, jo lavere temperatur skal der til for at påvirke en ko, da de fysiologiske processer arbejder mere og mere med de højere ydelser.

Køernes adfærd påvirkes på grund af varmestress, så de står mere, spiser mindre og bliver mere ugidelige. Helt lige som os mennesker.

Der er flere tiltag, der kan gøres for at reducere køernes varmestress. 

Sveder 55 liter på en dag

For det første skal køerne kunne drikke en masse vand. I varmen er det vigtigt, at der er rene vandkar, så uønskede organismer i vandet ikke får mulighed for at udvikle sig. Brug 5-10 minutter ekstra hver dag, og gør vandkarrene rene. Ved 20 grader sveder en ko ca. 23 liter på en dag, ved 30 grader er det ca. 55 liter. 

Foderet skal også optimeres til varmen med mere salt, mindre fylde, fuld fokus på vitaminer og frisk foder for at mindske risikoen for varmeproduktion i foderet.

Kommer vi over 25 grader falder foderoptaget med 0,85 kg tørstof pr. grad temperaturen stiger – og så kan man selv regne ud, hvordan det påvirker ydelsen og koens fysiologi.

Den ændrede adfærd køerne har i varmen og presset på fysiologien, øger også risikoen for flere sygdomme og lidelser ved køerne, som f.eks. halthed på grund af at de står mere op, øget celletal og subklinisk sur vom.

Skygge og brus i stalden

Giv køerne mulighed for skygge og masser af luft i stalden. På dage hvor vejret står stille er ventilatorer med til at kunne skabe flow i en stald, men det kræve altså en del af dem, og at de er placeret korrekt.

Hvis det er muligt, så lav et sted eller to, hvor køerne kan tage et bad – simpelthen et sted hvor der løber vand ud af en slange, brusehoved eller lignende, så køerne kan blive våde.

Dermed vil den energi, som der bruges til at fordampe vandet, køle køerne ned - helt som funktionen med sved. Alle kan gøre det, ja det koster noget vand, men i varmen er det vigtigt at give køerne de optimale forhold – ellers koster det i mælketank både nu og tiden efter.

Så når du har det varmt, har dine køer haft det længe. Gør det bedste for dem inden du selv sætter dig i skyggen og nyder noget koldt at drikke.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.