Ingen løsning: 3F-konflikt mod mælkeproducent starter mandag

3F og mælkeproducent ligger stadig i forhandling.

Mødet, som mælkeproducent Jørn Kjær Madsen, Bramming, i dag, fredag, afholdte med 3F's grønne gruppe endte uden en løsning.

Det betyder, at 3F's varslede konflikt begynder mandag, dog uden blokade af mælkeafhentningen.

Jørn Kjær Madsen har indvilliget i at tegne overenskomst for sine ansatte, men han havde bedt om, at den først skal træde i kraft d. 1. august.

"Jeg havde bedt om, at vi kunne vente til efter sommerferien, for der er så mange ting, der skal ske på vores bedrift, og så har vi de her mennesker, som vi er glade for at have, som vi gerne ville hjælpe med at finde andet arbejde," siger Jørn Kjær Madsen til Landbrugsavisen.dk.

Han siger, at det eksempelvis er nogen, der har været under oplæring.

"Det kunne jo være, at de kunne blive ansat som elev på en anden gård," siger Jørn Kjær Madsen.

3F's grønne gruppe har afvist så lang en overgangsperiode.

"Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at det ikke lykkedes at komme i mål. Med hensyn til horisonten 1. august, der er det vores vurdering, at det er for lang tid. Det er jo ikke noget, der pludselig kommer. Vi har været i dialog med ham i snart et år, så han kunne have forberedt sig for længst," siger Vagn Henriksen, formand for 3F's grønne gruppe.

Kunne det være, at I kunne mødes et sted?

"Det kunne man sikkert godt, uden at forhandle i pressen. Vi er i hvert fald instillede på at finde en løsning. Konflikten starter på mandag, men det betyder ikke, at vi ikke er indstillede på at finde en løsning," svarer Vagn Henriksen.

Også Jørn Kjær Madsen håber at nå til en løsning, uden at 3F's trussel om blokade mod mælkeafhentningen eller afhentning af dyr til slagtning, træder i kraft.

"Jeg håber, vi kan finde en løsning. Jeg synes jo, at jeg har været utrolig imødekommende, i og med at jeg gerne vil tegne en overenskomst," siger Jørn Kjær Madsen.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.