Jersey om manglende ydelsesfremgang: Vi nåede 2020-mål for to år siden

Mange faktorer slører den genetiske fremgang, og jersey har nået sine mål, siger avlsrådgiver.

Det gav lige lidt panderynker, da de nye tal for mælkeydelse kom i fredags, erkender Pernille Hougaard Jensen, avlsrådgiver for jersey ved VikingDanmark. Men efter at have kigget tingene grundigt igennem sammen med kolleger og raceformand, åndede hun lettet op.


Pernille Hougaard Jensen, VikingDanmark.

”De seneste år har vi haft ekstremt høj fremgang på protein og allerede i 2018 nåede vi de ydelsesmål, vi havde for 2020 i vores femårsplaner”, siger hun.

Målet var 755 kg protein og fedt og jersey ligger – trods årets manglende fremgang – på 772 kg.

”Vi er altså ikke bagud på point”, understreger hun.

Yderligere er der to faktorer, der kan være med til at forklare udviklingen.

”Der blev solgt mange dyr til levebrug i 2018 og 2019, hvor prisen var fornuftig. Mange besætninger solgte ind til benet på kvier og beholdt måske nogle dyr, som ikke helt har haft det niveau, man kunne ønske”, siger Pernille Hougaard Jensen.

Pernille Hougaard Jensen hæfter sig også ved, at tendensen til stagnerende ydelse er noget, der sker på tværs af racer. Ikke kun for jersey. Også de røde køer og krydsningskøer har vinket farvel til nogle kg EKM sammenlignet med sidste år, mens renracet Holstein, der har klaret sig bedst, har haft en ydelsesstigning på 120 kg mælk, tre kg fedt og fire kg protein.

For jersey er der tale om et fald i ydelsen, idet mængden af værdistoffer faldt med fire kg. Det skyldes udelukkende et tilsvarende fald i kg fedt. Kg protein og kg mælk er uændret i forhold til tidligere kontrolår. Jerseykøerne har ydet 9.859 kg EKM - en tilbagegang på 46 kg.

”Udsvingene i ydelse er så små, at jeg tvivler på, at de er statistisk sikre. Der er ingen racer, der er braget frem i år, så det handler også om mange andre ting som for eksempel kvaliteten af foderet sidste år”, siger hun.

Endelig peger Pernille Hougaard Jensen på, at man skal se på udviklingen i køernes mælkeydelse over flere år og ikke et enkelt år.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.