Jysk kvægbedrift bruger to malkesystemer - nu åbner de dørene

Maria og Lars Maagaard Pedersen har en kvægbedrift med 330 Holsteinkøer. De bruger to malkesystemer - nemlig både robotter og malkestald. Nu åbner de dørene og byder interesserede indenfor.

Det er tit og ofte både sjovt og lønsomt at gå imod strømmen.

Det har landmandsparret Maria og Lars Maagard Pedersen også gjort på deres mælkebedrift med 330 Holsteinkøer og 250 hektar jord. De to har nemlig både investeret i den traditionelle malkestald såvel som malkerobot.

"Det er ret atypisk at have to malkesystemer – enten har man robotter eller ej, men vi har begge dele, og det fungerer rigtig godt for os. Jeg synes, at vi får noget ud af robotterne. Det er en arbejdslettelse for os, og vi har fundet en vej til at kombinere de to systemer på samme bedrift", siger Lars Maagaard Pedersen.

Parret fik i 2013 to malkerobotter, der kan malke 120 køer, og resten af køerne malkes i den gamle stald fra 1999.

Og nu åbner landmandsparret stalddørene for alle interesserede til et bedriftsbesøg tirsdag den 8. maj.
Bedriftsbesøget afholdes i samarbejde med LMO, og her vil der netop være fokus på malkning med robotter.

"På vores bedrift malkes i to robotter og i malkestald, og køerne i malkestalden afgræsser om sommeren. Jeg glæder mig naturligvis til at vise vores malkesystemer frem, og fortælle om både fordele og ulemper ved det, og jeg håber at kunne inspirere andre", siger Lars Maagaard Pedersen, der er 3. generation på gården, og som sammen med konen Maria har 10 års jubilæum på gården i år.

to mælkebedrifter åbner op

Lars Maagaard Pedersen er en af de to mælkeproducenter, der åbner dørene til bedriftsbesøg, der afholdes af LMO Kvæg den 7. og 8. maj.

På bedriftsbesøget vil der blandt andet være fokus på majsdyrkning, slætstrategi, fordele og ulemper ved to malkesystemer samt goldkofodring.

Der vil også være fokus på, hvad det koster at producere en kvie, og derudover vil der være mulighed for at høre mere om bedriftens kvægnøgle og avlsstrategi.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.