Kælvninger går godt takket være fokus på goldkofodring

Blog fra bedriften: Markarbejdet er næsten færdigt og i stalden kører det derudaf med massevis af kælvninger for tiden hos Niels Holger Nordendahl, Mors.

Af Niels Holger Nordendahl, fortalt til Frederik Thalbitzer

Vi er inde i en stime af kælvninger for tiden, og det bliver ved et stykke tid endnu. Det er gået rigtig godt med kælvningerne, der har været nemme på det seneste. Jeg tænker, at det er fordi, vi har haft fokus på goldkofodringer med en ny strategi med to og tre-fasefodring, så de får lige det, de har brug for på det rigtige tidspunkt. 

Goldkofodringen er delt i to faser og i den ene fase er der to forskellige blandinger. 

Vi golder lige knapt 60 dage før kælvning, og så får de ”far off” blanding. Den ligner en del, det som kvierne får med meget halm og masser af græs og den er ikke så energirig. De må ikke blive for fede, så kælvningen bliver sværere. 

Close up

14 dage før kælvning begynder vi med ”close up” blanding, og som sagt har vi to slags ”close up” foder, så de har energi til fødslen og er klar til at give en masse mælk bagefter. En højenergi version, som kvierne får og så en med knapt så meget energi til køerne. Hvis en ko trænger, får den også højenergiversionen. 

Det er bare gået rigtig godt, efter vi har kørt den strategi. Efterbyrden kommer mere sikkert efter koen, og så kommer koen bedre videre og er klar til at give en masse mælk. 

Nemme kælvninger er også en del af vores avlsstrategi, men der er jo rigtig mange ting at tage højde for, når man vælger tyre. 

Den dårligste tredjedel af køerne insemineres med kønssorteret blåkvægsæd. De 10-15 procent bedste af de røde – for få år siden var det en ren rød besætning – får en ren rød tyr mens resten insemineres med ren holstein.

Renoveret malkestald

Ellers kan jeg fortælle, at vi er ved at renovere malkestalden fra 2009. Vi skifter malkesættene, får nye centraler og pattegummi. Det er en nyere type, der er lettere, så det vil være godt for folkene, der malker. 

Vi har også døjet lidt med celletallet, der har ligget på 150.-220.000 og svinger lidt frem og tilbage uden at vi ved hvorfor. Jeg håber, at de nye malkesæt måske også kan påvirke lidt i den positive retning på det punkt. 

Malkestalden er en 2X30 SAC altså med 60 malkesæt, og noget vedligeholdelse skal der jo til. 

Dagsydelsen ligger på 34,7 kg EKM, stadig et godt stykke over målet.

Majsen er i jorden

Ellers er vi lige ved at være færdige med forårsarbejdet. Vi har sået 82 hektar majs og mangler yderligere 18 hektar, som skal sås efter rug, som vi tager helsæd af om et par uger, som jeg fortalte om sidst. 

Desuden har vi sået 30 hektar vårbyg og 20 hektar græs i renbestand. 

Atypisk mælkefeber

Sidste gang fortalte jeg om at vi havde haft en del tilfælde af atypisk mælkefeber og mistænkte mineralerne. Det er dog gået i sig selv igen, kan jeg hilse og sige, og det er jo dejligt. Måske var det noget årstidsbestemt, jeg ved det ikke og vil ikke konkludere på det.  

 


 

Faktaboks

Nordendahl

  • 300 køer, 50 pct. røde, 30 pct. holstein og resten krydsninger
  • Sælger tyrekalve som spæde til fast aftager
  • 11.00 kg EKM pr. årsko
  • Malker to gange om dagen
  • 5 ansatte plus skoledrenge
  • Staldanlæg fra 2009
  • 230 hektar, 90 hektar lejet
  • Fortrinsvis majs og græs, plus lidt korn
  • Marker passes overvejende af maskinstation
  • 5. generation på ejendommen
  • Niels Holger Nordendahl er 48 år, gift med Mette, der er lærer i Salling
  • 4 børn – Johanne, 20 år, Magnus 16 år, Laurits 12 år og Agnete 10 år

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.