Kæmpe farm med 100.000 køer bygges i Kina

Byggeriet er startet i det sydøstlige Kina. Planer om flere gigantfarme skaber debat.

Planer om en bedrift med cirka 100.000 køer og dyrkning af grovfoder på cirka 100.00 hektar er på vej til at blive realiseret i den sydøstlige, kinesiske provins Heilongjang, skriver Agrarheute med nyhedsbureauet Interfax som kilde.

Kæmpefarmen bliver til som et resultat af samarbejde mellem kinesiske firma Zhongding Dairy Farming og det russiske Severny Bur. Prisen oplyses til at være cirka 137 mio. euro, svarende til godt 1 mia. kr.

Produktionen fra det tilhørende mejeri er planlagt til afsætning på det russiske marked.

Det er langt fra den eneste kæmpefarm, som er på vej. Et andet kinesisk firma ved navn Huae Sinban har således forpagtet 115.000 hektar til landbrugsformål i den russiske region Transbaikalien, hvor det forventes, at lejeren i de kommende 50 år vil investere cirka 450 mio. dollars - godt 3 mia. kr. - i landbrugsprojekter.

Hvis første fase frem til 2018 går som planlagt, har firmaet bebudet at ville forpagte yderligere cirka 200.000 hektar.

Projektet har medført heftig diskussion i Rusland om, hvem der har ret til udnyttelsen af landets ressourcer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.