Kæmpe paradoks: Dyr må dø på statens arealer, men ikke i landmandens varetægt

De mest vidtgående biologer mener, at græssende dyr i de nye Naturnationalparker skal dø, når der ikke er mere at æde. Det er stærkt bekymrende, mener ugens klummeskribent på Kvæg Plus.

Kan du se det for dig: Familien Danmark vandrer en tur i en af de nye Natur Nationalparker. Pludselig ser de et dødt dyr. Det er ikke en halvædt mus eller træt ørn, nej det er en stor bison, som har givet op. Måske på grund af sygdom? Måske fordi der ikke var mere at æde? Måske fordi kampen med en rivaliserende art endte fatalt.

Scenariet vil ikke være utænkeligt om nogle år. For netop nu er grundlaget for en række danske Naturnationalparker ved at blive støbt. Velegnede områder udpeges og interessenterne debatterer om, hvilke dyr der skal bruges til plejen.

Og de mest vidtgående biologer mener, at det fremlagte scenarie med den døde bison, skal være en helt naturlig del af de nye nationalparker. Dyrene skal ikke tilskudsfodres, for så udøver de 'forkert' pleje af naturen. De skal være så naturlige, som det areal de går på, var engang. Liv kommer - liv går.

det må ikke ske

Liv kommer - og liv går også i de danske husdyrbesætninger. Men liv må kun helst gå, hvis det er fordi, at dyrene er slagtet. Landmænd og deres ansatte har dyr i deres varetægt og med det følger helt selvfølgeligt et ansvar for, at dyrene har det godt.

Men der sker uheld. Der sker fejl. Det sker, at dyr dør eller må aflives før de kan anvendes til menneskeføde. Men det må helst ikke ske og sker det for ofte, får landmanden påbud om at udarbejde handlingsplaner osv. for at nedbringe problemet. Vi må ikke glemme de kontrolbesøg, som landmændene får, hvor staten holder øje med, om landmanden arbejder med udfordringen.

samme dyr - forskellige regler

Men på statens egne arealer vil der ikke ske kontrol. Der må dyr tilsyneladende gerne dø, for det er en del af naturens eget kredsløb.

Hvis arbejdet og intentionerne med dyrehold i Naturnationalparkerne fortsætter som nu, vil der gælde forskellige regler for de samme dyr. I naturparken må køerne gerne dø af sult, imens landmanden får bøde for at skære forkert i halsen, når han skal afbløde en ko.

Selvom arbejdet for øget biodiversitet trænger sig på, så skulle vi måske blive enige om, hvordan vi holder dyr. At reglerne er de samme og gælder uanset om det er på private eller statslige arealer. Når vi vælger at udsætte heste og bisoner til frit liv i nationalparkerne, bør vi vel stadig have en forpligtelse for at sørge for, at de har det godt?

Hvad tænker du? 

Giv gerne din kommentar herunder.

Peter W. Mogensen, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg samt Kvæg Plus

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Frederik Thalbitzer, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.