Kødkvæg vil satse mere på koncepter

Koncepter kan bane vejen for en endnu større afsætning af kød fra kødkvæg, for forbrugerne vil have en fortælling med.

Det nye koncept for kødkvæg, som Danish Crown har etableret, er kommet godt fra start, og det er af stor værdi for både producenter og forbrugere. Sådan lød det i beretningen fra formanden for Dansk Kødkvæg, Per Lynge Laursen, på Kvægkongressen mandag eftermiddag.

Han har set et ændret mønster i de seneste par år. Det er, at forbrugerne vil have en fortælling med, når de køber oksekød, og får de det, er de villige til at betale mere for kødet. Samtidig roste han køb dansk kampagnen, der startede under corona.

- Det kan godt være, forbrugerne spiser lidt mindre oksekød end før, men til gengæld spiser de mere dansk kød. Det har været godt for os, for det har jo været med til at få prisen op på et mere realistisk niveau end i al den tid, hvor vi knapt kunne få det til at løbe rundt, sagde han.

Samtidig pointerede han, at det også er strengt nødvendigt med højere priser, i takt med at priserne på input stiger voldsomt.

- Der er en række forskellige koncepter for kødkvæg derude, og jeg håber, der kommer flere, for det er den måde, vi kan differentiere os fra malkekvæg, og vi kan noget med kødkvæg, de ikke kan, sagde Per Lynge Laursen.

Han håber, at det vil lykkes at få flere åbent hus hos kødkvægproducenter, og at regionerne vil tage fat i det. Det kan gøre endnu flere forbrugere i de kvaliteter, kødkvægproducenter står for, og gøre dem endnu mere bevidste om, hvad det er de spiser. Tanken er, at det skal ske i januar, hvor dyrene er inde, så det bliver til at håndtere, lød det fra kødkvægformanden, der opfordrede besætninger til at melde sig som værter til åbent hus.

Andre parametre

Kødkvæg, der går ude og eventuelt plejer naturen, leverer på en række parametre, malkekvæg ikke gør. Naturpleje, dyrevelfærd og biodiversitet, for bare at nævne nogle af kvaliteterne.

I forhold til dyrevelfærd kom kødkvægformanden også ind på kritiske forhold i naturnationalparkerne.

- Vi er trætte af, at man skal høre om dårlig dyrevelfærd dér. Der er kun en og samme lov om, hvordan kvæg skal behandles, og staten og naturnationalparkerne må have samme konsekvenser som en landmand, hvis der ikke er styr på dyrevelfærden. Jeg er i tvivl om, hvor vidt det er sådan, sagde han.

Samtidig pegede han på, at et dårligt renommé giver genlyd i hele branchen og hele verden, så det kan gå ud over forbrugernes syn på kødkvæg.

Ros til lempelser

Til gengæld var der ros fra Per Lynge Laursen i forhold til slagtninger i marken.

Der er nemlig kommet lempelser i forhold til de meget strikse regler, der er blevet håndhævet i et par år. Det fortjener myndighederne trods alt ros for.

- Reglerne er blevet mere fleksible, og med de lempelser, der er, undgår man ventetid med store omkostninger til følge, sagde han.

Per Lynge Laursen lovede også de tilstedeværende at arbejde endnu mere for erhvervets interesse. Han ærger sig nemlig over, at det ikke lykkedes at få ekstra ko-præmie til kødkvæg – kun til malkekvæg. Det betyder 130 kr. pr. ko.

- En ko er en ko. Der bør ikke være forskelsbehandling, om det er malkekøer eller kødkvæg, men vi har kun en stemme til L&F kvægs bestyrelse. Men jeg vil arbejde på at skære mere igennem, sagde han.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.