Kødproducent vinder pris for race med fortid som trækokse

Årets britiske kødproducent satser på den franske race parthenaise til både avl og kødproduktion og har et skarpt blik for indtjening.

Det startede med lån af en tyr, som imponerede med god tilvækst på kalvene, og i dag har James Duerden en renracet parthenaise-besætning på 30 moderdyr til avlsbrug og en produktionsbesætning på 100 ammekøer, hvor limousine og britisk longhorn gradvist skiftes ud med parthenaise.

Den imponerende tyr førte i 2013 til import af fem parthenaise-hundyr fra Frankrig til bedriften Killerwick Grange med 90 hektar i det britiske Lake District.

Sideløbende har James Duerden arbejdet med at afdække racens historie og genetik samt dokumentere produktionsresultaterne.

Det har nu gjort avlsdyr og sæd fra Killerwick Grange efterspurgt også uden for Englands grænser. Det hænger sammen med en prima kødkvalitet med mørt kød med dobbeltmuskulatur og et lavt kolesteroltal.

Flere engelske restauranter slår sig op på at tilbyde kød fra James Duerdens parthenaise-besætning.

Klar vision for bedriften

Indsatsen hædres nu med titlen som årets innovative kødproducent ved British Farming Awards.

I begrundelsen for prisen, der uddeles af mediehuset AgriBriefing med præmier sponseret af supermarkedskæden Morrisons, lyder, at James Duerden har haft en klar vision for sin bedrift og har spredt risikoen ved ikke kun at satse på kødproduktion, men også på salg af sæd og avlsdyr.

Desuden roses han for sit gode blik for, hvor i kæden fra jord til bord han kan opnå de bedste priser, for eksempel ved direkte salg til restauranter og forbrugere.

»Innovation er bare så vigtig for fremtidens oksekødsproduktion, og jeg ser et stort potentiale for vækst i både England og på andre markeder«, lyder det fra James Duerden.

Race med tre formål

Den franske parthenaise stammer fra den vestlige del af landet og minder af udseende en del om limousine, men er oprindelig en af en lille håndfuld særlige franske racer til primær brug som trækokser.

Den er dog også blevet brugt til mælkeproduktion og kødproduktion, det sidste på grund af den eftertragtede dobbeltmuskulatur og god tilvækst.

Sidst i 1900-tallet talte racen 1,1 millioner moderdyr, men mekaniseringen af landbruget op gennem det 20. århundrede tyndede voldsomt ud behovet for okser som trækkraft, og omkring 1990 var der kun 7.000 renracede moderdyr tilbage. Racen er nu i svag fremgang.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.