»Det er ikke en produktion, som vi spinder guld på. Men den er sjov, interessant og det kan da løbe rundt.«
Lars-Inge Gunnarsson, formand for VikingGenetics og NAV, er en mand med mange jern i ilden.
Mælkeproduktionen, som løber op i 7,2 millioner kg mælk årligt, tegnede sig i 2014 for halvdelen af omsætningen på i alt 50 millioner svenske kroner. Næstefter fulgte salg af kød, som bidrag med 23 procent af den samlede omsætning. Salgsafgrøder gav ti procent og det samme gav tilskuddene fra EU.
Og så er der alle de mindre aktiviteter, som fylder i rækken af aktiver, som Lars-Inge Gunnarsson ejer alene eller er medejer af:
To vindmøller med en årlig produktion på 1,25 Mwh. Biogasanlægget på 250 kW, som årligt giver 1,5 Kwh, 25 udlejningsejendomme, jagt og mejeriet, som Lars-Inge ejer i fællesskab med et familiemedlem og en ekstern investor.
»Og det er mejeriet, som vi ikke spinder guld på. Markedet for ost er benhårdt, men vi kan få det til at løbe rundt. Og så er det sjovt,« smilede Lars-Inge, da han fortalte om virksomheden på Vikings stand på Farmertech.
Fintuner hver en gren
Selvom produktionen stritter i mange retninger, finder man ingen halve løsninger eller afsnit, som savner optimering.
Køerne malkes tre gange i døgnet på to lokaliteter og er inddelt efter laktationsniveau. Fire ansatte er oplært til at inseminere og en kan drægtighedsundersøge.
Også slagtekøerne har stort fokus, da afregningen for køer er høj i Sverige sammenlignet med Danmark. Hos Lars-Inge Gunnarsson flyttes alle udsætterkøer således til en særskilt stald, hvor de fedes færdige til slagtning.
Tyrekalvene beholdes også, ligesom der indkøbes 200-300 fravænnede kødkvægskalve på årsbasis.
Åben for private investorer
»Det kræver dygtige medarbejdere at lede en så stor og bred virksomhed, ligesom vi også drager nytte af styringssystemer,« fortalte Lars-Inge Gunnarsson.
Han håber, at virksomheden vil blive mulig at overdrage til næste generation eller alternativt solgt til en privat investor.
Relaterede artikler
Kommentarer