Køer og huse hviler på samme skumplast

Skumprodukter fra industrien er kernen i madrasser fra Jan Tromborg.

Kan man forene hensyn til bygningers stabilitet med køers behov, når de hviler i sengebåse?

Ja, mener Jan Tromborg, indehaver af Tromborg Staldudstyr og inventar.

For fire år siden indgik han i et samarbejde med Bramming Plast-Industri A/S, som primært fremstiller skumprodukter til brug i industrien.

Samarbejdet har mundet ud i en madras, CowTex, som består af en skumtype, som i mange år er blevet anvendt i byggebranchen til at dæmpe vibrationer, så de ikke forplanter sig i resten af byggeriet.

Desuden består madrassen af overskydende skum, som anvendes til møbler grundet sin høje vægtfylde og fleksibilitet.

Tænker på klimaet

Begge skumtyper er ifølge Bramming Plast-Industri A/S mere miljøvenlige end traditionelle skumtyper.
For Jan Tromborg, som har base i Varde, har samarbejdet også en klimamæssig dimension, idet han tidligere importerede madrasser fra Italien.

»Det er jo lettere og bedre for klimaet, at produkterne produceres lokalt. Og selv om Bramming Plast-Industri A/S ikke tidligere har fremstillet produkter specifikt til landbruget, har vi skabt et produkt, som giver øget liggetid og bedre kokomfort«, siger han.

Madrassen kan fås med varierende højde, men Jan Tromborg sælger flest med tykkelsen 70 mm. Topdugen er vævet med coated gummi på undersiden for at gøre madrassen tæt for væsker.

Faktaboks

Madrassens skum

  • Den ene skumtype, VibraSetex, bruges i byggebranchen til at dæmpe vibrationer i byggerier
  • Den anden skumtype, Setex, er en særlig komfortskum, som har høj vægtfylde og fleksibilitet

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.