Køerne holder længere i en komposteringsstald
Hos tyske Andreas Schick bruges komposteringsstalden til nykælverne og som skåneafdeling for ældre køer og køer med benproblemer. Artiklen er fra arkivet og publiceret første gang i magasinet KVÆG, august 2018.

Andreas Schick byggede en komposteringsstald ved en udvidelse af bedriften for nogle år siden, så 105 holstein årskøer nu går på et ca. fire år gammelt og ca. to meter tykt lag af flis, knuste trærødder frarensning fra et mølleri.

De resterende 200 årskøer er opstaldet i sengebåsestalde med kummer fyldt med halm/kalk/vand.

Det er primært nykælvere, der går i komposteringsstalden i de første 45 til 60 dage af laktationen, og det første år kælvede de unge køer endda også i den, hvilket gik problemfrit bortset fra, at det samlede måtteareal på 950 kvadratmeter var noget bøvl i forhold til tilsyn med ko og kalv.

Nykælverne går der, fordi de har knap så stærke klove og bedre kommer i gang ved at have det bløde underlag at gå og ligge på. Derudover bruges komposteringsstalden også som skåneafdeling for køer med ben-, hase- og klovproblemer samt ældre køer generelt.

»Vi har oplevet en øget holdbarhed på køerne med komposteringsholdene. De ældre køer får ofte lov til at blive gående i komposteringsstalden efter kælvning, og det profiterer de virkelig af.

Digital dermatitis ser vi heller ikke efter en tur i komposteringsstalden «, forklarer han.

I snit malker køerne 3,7 laktationer og yder 11.500 kg EKM/årsko ved tre malkninger i døgnet.

Vådt år doblede forbrug

Celletallet ligger stabilt omkring 175.000, og yversundheden er generelt god.

Tallene er ikke opgjort særskilt for komposteringsstalden, fordi de fleste køer kun går der en periode, mens
Andreas Schick kun ser stalden som et positivt bidrag til yversundheden, fordi køerne er meget rene.

Det skyldes, at han løsner måttens overflade tre gange dagligt med en stubharve ned i 40 cms dybde og desuden har etableret kraftig ventilation på langs af den ret åbne stald, modsat siden med foderbord.

Det har så også gjort, at han har kunnet øge antallet af køer i stalden med 10 årskøer, svarende til en årsko pr. ni kvadratmeter.

Men i 2017, som var et fugtigt år, brugte han dobbelt så meget strømateriale som i 2016, svarende til en udgift på 250.000 danske kroner. Og så betaler han endda kun fragtomkostninger, idet han primært
går efter rest og affaldsprodukter til strøelse.

Bedriften står overfor en ny udvidelse med yderligere 140 årskøer, men det bliver ikke i en ny komposteringsstald, men i endnu en sengebåsestald med kummer.

Komposteringsstalden er nemlig for dyr i strømateriale.

»Men jeg vil ikke undvære den, vi har. Den er perfekt til nykælvere, ældre køer og som skåneafdeling,« fastslår han.

Den gamle Deutz-Fahr har pænt over 10.000 timer på klokken, men trækker trofast harven gennem måtten ned i 40 cm dybde tre gange dagligt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.