Kalø-elever var på praktik i Tanzania

Elever på ny uddannelse er nu vendt hjem fra praktik.

I begyndelsen af februar rejste 26 elever fra den internationale uddannelsen Global Organic Farmer på fire ugers fælles praktikforløb i Tanzania.

Eleverne er nu hjemvendt til Danmark og resten af verden, hvor de fortsætter deres uddannelsesforløb - idet uddannelsen giver mulighed for at søge praktik i hele verden.

Forberedelserne til opholdet i Tanzania har stået på siden eleverne i august begyndte den nye uddannelse på skolen. Uddannelsen til Global Organic Farmer er helt ny, og grundidéen med forløbet er, at uddanne økologiske landmænd der kan arbejde globalt, internationalt og på tværs af landegrænser.

Sammensætningen af klasserne består dels af danske studerende, men et stigende antal udenlandske elever søger ind på uddannelsen og nationaliteterne tæller nu over 14 forskellige lande der igennem 3,5 år uddannes dels på Kalø, men også i resten af verden. Man skal være student for at blive optaget på studiet.  

I løbet af de fire ugers ophold i Tanzania har eleverne blandt andet arbejdet intensivt med kaffedyrkning. Mange af dagene har eleverne i grupper besøgt lokale farmere og indgået i driften af både kaffeplantager, bananproduktion, mango, papaya, avocado og meget mere. De har skullet begå sig på lige fod med lokale tanzanianske medarbejdere, levet under samme vilkår, spist den samme mad, deltaget i kulturelle sammenhænge og generelt skullet omstille sig til en helt anden verden, end den de kender hjemme fra Europa. 

Forløbet i Tanzania er en del af grundstammen i uddannelsen, idet det er med til at forberede eleverne til at stå på egne ben i den store verden. Ikke kun rent faglig og personligt - men også over for det faktum at kulturforskellene er store, og det at begå sig under et praktikophold i Afrika, Nordamerika, Asien eller Europa for mange kan være grænseoverskridende.

Husdyr & innovation i Tanzania

Eleverne har også arbejdet med husdyrproduktion herunder særligt malkekvæg. Som en del af forløbet i Tanzania satte eleverne sig den opgave at prøve at øge udbyttet af mælkeproduktionen hos lokale malkebønder.

Tanzanianske bønder er langt fra så veluddannede, som de elever vi ser fra eksempelvis Kalø Økologisk Landbrugsskole.

"Når det er sagt har de både gejst og vilje til hele tiden at lære nyt, særligt i forhold til optimering af deres drift," skriver skolen i en pressemeddelelse.

Ifølge skolen var de lokale landmænd lydhøre over for eleverne fra Kalø’s innovative og konstruktive ideer. Det lykkedes eksempelvis klassen at ændre foderplaner og tilgangen til dyrevelfærd hos flere lokale malkebønder. Det resulterede straks i en øget produktion, rent faktisk så meget som 20 procents stigning i mælkeydelse pr. ko.

Med på turen var en dansk mejerist som lærte eleverne fra Kalø samt de lokale landmænd, at forædle råmælken til blandt andet ost og yoghurt. Det øger indtjeningen hos den lokale bonde.

Ud over det rent faglige perspektiv har eleverne også haft mulighed for at diskutere kultur, global opvarmning, fødevaremangel i Afrika, driftsoptimering samt alle de økonomiske forhold der hver eneste dag spiller en stor rolle i Afrikas fødevareproduktion.

Faktaboks

Åbent hus på Kalø

  • Global Organic Farmer uddannelsen er åben for tilmeldinger og næste hold begynder på Kalø mandag den 8. august 2016.
  • Kalø afholder åbent hus lørdag den 30. april 2016, fra klokken 11-15.00 hvor man kan komme forbi og møde både elever, undervisere og høre meget mere om de muligheder en uddannelse fra Kalø giver.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.